ser godt, hvor Bagtalelsen hører hjemme. Den er skinbarlig en Datter af Løgnen og „Løgneren fra Begyndelsen“, og derfor er det intet Under, at den ogsaa kan frembringe et lidet Helvede paa Jorden.
Ingen er engleren; Enhver har sine Fejl, og Bagvaskeren ikke mindst. Selv er han „brun som Tjære“, og saa sætter han en Glæde i at kunne gjøre sin uskyldige Næste „sort som Beg“. Hans faa og smaa svage Sider gjøres da til mange og store, og blir fort væk større for hver giftig Sladdertunge, de træffer paa. Løgnen udspredes, og
„Dumhed træller som en Okse
For at faa den til at vokse“.
akkurat som med en Sneskrej; jo længere den gaar, des større blir den.
Hvorledes Sladdertunger kan formere en ganske simpel Ting, er træffende skildret i Wergelands „Blad for Arbejdsklassen“ saaledes som her følger.
O. Vig.
„God Morgen, Mor Øgpaalidt! Ja Du har vel hørt, kan jeg tro, den forfærdelige Skjæbne, som har ramt vor stolte Smedkjærring, Madammen i Dukkeskabet, som altid er saa stor paa det og saa briskendes, og som holder sine Børn for gode til at lade dem lege med andre skikkelige Folks Børn i Nabolaget. Nu har hun da faat en Unge til, som hun nok skal faa Lov til at beholde for sig selv, om Gud lader den leve. Ja hun har rigtignok længe fortjent en Tugt for det. Thi husker Du, det er ikke længere siden end i Mandags i forrige Uge, at hun igjen holdt sig for god til at komme i Selskab med os henne hos Bødkeren. Men Herre Gud! denne Ulykke, som har rammet hende, er dog altfor stor; ethvert Menneske maa have Medlidenhed med hende; thi, Herre Gud! hun er vel stolt og snerpet, men hun er jo dog vort Medmenneske“. Saaledes begyndte Mor Slad-
