der sin første Samtale, og da hun havde udtalt, brast hun ynkeligt i Graad.
Men den anden Mor havde ikke hørt noget om den sørgelige Nyhed, som havde tildraget sig hos Smedens. Hun spidsede Øren, og gabede, som om hun ventede at kunne sluge Nyheden med Munden; men da Mor Sladder taug stille og vedblev at græde, saa blev denne Tilstand hende utaalelig; hun brød derfor Tausheden med det Udraab: „nei, nei, jeg har intet hørt! fortæl! fortæl bare! Lad mig høre, hvad der har tildraget sig med vor gilde Naboerske?“
Ved disse heftige Udraab holdt Mor Sladder hurtigt op med at græde, tørrede gesvindt Taarerne af Øinene, tog sin Daase, bød Søsteren en Pris, og begyndte imidlerlertid med flydende Tunge saaledes:
„Hvad? har Du ikke hørt det? og det skede dog allerede igaar Aftes Kl. . Ja saa hør da nu: Vor stolte Smedemadam er da igaar kommet i Barselseng, og har bragt et Drengebarn til Verden, som – herpaa korsede hun sig – er en ren Vanskabning; thi tænk Dig – Ansigtet er ganske fordreiet paa ham, og saa har han desuden to lange Hare-Øren“?
„To lange Hare-Øren?“ afbrød Mor Øgpaalidt. – „Ja, to lange Hare-Øren; saaledes ser Ungen ud“, og nu gav hun sig til nøiere at beskrive den; og da hun var færdig dermed, tilføjede hun: „ja, er det ikke grueligt? men sandt er det, saa sandt som Du ser mig staa her for Dig, en Synder for Gud; thi min Mands Brorkone har fortalt mig det, og Du ved jo nok, at hendes Piges Søskendebarns Kjæreste arbeider hos Smeden“.
„Kors bevares!“ udbrød Mor Øgpaalidt, „hvad man dog maa høre i denne Verden? – Ja Hovmod gaar for Fald, det har jeg altid sagt. Men Farvel, Mor, jeg maa hjem til mit Hus; der er saa meget, som venter paa mig“.
Men Mor gik ikke hjem til sit Hus. Saadan en Nyhed var altfor vigtig og kjærkommen, til at hun kunde gjem-
