me den ret længe, og desuden angik den en Kone, som hun allerede længe havde misundt. Hun gjorde sig derfor et Ærinde hen til Høkeren, hvor hun vidste hun traf Folk; og neppe var hun kommet ind ad Døren, førend hun begyndte med at fortælle, hvorledes nu endelig den stolte Smedkone var bleven alvorlig straffet for sin Stolthed, idet hun nemlig havde født et Barn til Verden, som ganske lignede en Hare, og som desuden paa det ene Ben havde en Hestefod. Nu fulgte der en nøiagtig Beskrivelse af Barnet, naturligvis endte hun med det medlidende Udraab: Stakkers Kone! hun er straffet haardt nok; I skulle ikke bringe denne frygtelige Historie ud iblandt Folk!“ – „Nej, Gud bevare os!“ skreg alle Tilhørerne, som med een Mund, „hvo vil vel tale om saadant Noget?“ – og dermed skiltes de ad. – Men Middagen var neppe kommet, før hele Byen var fuld af denne frygtelige Historie; hver lagde Noget til; og tilsidst havde da Barnet endog faat Klør istedetfor Fingre, og lignede ganske en hylende Trold eller Djævel.
Rygtet kom da ogsaa snart til Præstekonen, som altid godt havde kunnet like den stakkels Moder, som man fortalte alle disse græsselige Historier om; thi hun var en arbeidsom og ordentlig Kone. Hun tænkte vel straks, at det Meste af, hvad disse Rygter sagde, var falskt; men hun frygtede dog for, at Noget deraf maatte være sandt, eftersom Alle talte derom. Hun gik derfor hen til Moderen selv, for at se, hvorledes Sagen egentlig forholdt sig, og for om muligt dog at bringe den Stakkel Trøst. – Og hvad mener man vel hun nu fandt? En vakker, velskabt, rolig, liden Gut, hvis Ører vel var en Smule større end de ialmindelighed pleiede at være paa andre nyfødte Børn, men forresten meget velskabte. Mange kunde maaske ønske at vide, hvor den Mor Sladder bor, som først bragte denne smukke Historie i Omløb. Herpaa vil jeg svare: hun er et forbandet, spøgelseagtigt Væsen, snart i Mandfolk-, snart i Fruen-
