Side:Folkevennen 1854.djvu/116

Denne siden er ikke korrekturlest
112

timmer-Skikkelse, som bor allesteds og intetsteds. Naar Nogen ikke straks ved at gribe hende, medens hun fortæller, saa smutter hun hurtig væk, og er ikke mere at finde; men hendes Løgn gaar fra Hus til Hus, og forstyrrer alt mer og mer baade Sandhed og Fred. – Hun har en stor Slegt, der er bosat fast i alle Byer, selv i de mindste; deres Navn er Sladdersøstre og Bagtalere, og I kunne let kjende dem dervaa, at de altid opvarte med Nyheder, og helst fortælle ondt om Folk, som ei ere tilstede.

Tungen er en liden, men en farlig Ting; og det vilde undre mig, om der skulde findes nogen blandt mine Læsere, som ikke har gjort den sørgelige Erfaring, at det Saar, som Tungen slaar, er langt smerteligere og langt vanskeligere er hele, end næsten alle andre; thi det er ligesaa sandt som der er sørgeligt, at man her i Verden ofte formindsker det Gode, men forstørrer det Onde i det uendelige. Rygtesmede og Bagtalere ere næsten altfor stedmoderligt behandlede i Loven, thi de gaa fordetmeste fri; og dog ere de Dødsslag, som slige Forbrydere tilføje vor Ære med deres Tunge næsten de værste af alle Dødsslag. Naar altsaa en saadan Karl eller Kvinde nærmer sig til Eder og begynder at tale om en Anden, eller at gjøre ham mistænkelig, saa bærer paa Eders Post! I kunne fortælle ham, hvorledes man engang ved Løgn og Sladder forvandlede en smuk, velskabt Dreng, der blot ikke havde de allermindste Øren, til et stygt, troldagtigt Uglebillede; og I kunne tilføje, at man i gamle Dage havde den Skik i Polen, at man stillede Bagtaleren foran Raadhuset med en Lænke om Halsen, og nødte ham til at knurre og gjø ad de tilstrømmende Tilskuere, for at gjøre dem begribeligt, at han var et ondt og lumskt Dyr. – Og endelig kunne I slutte med de Ord: „Bagtaleren har Djævelen paa Tungen, og hvo der hører paa Bagtalelsen, har ham i Øret“.