i os ved Troen og ved Naademidlernes rette Brug. Som
alt Godt, kan disse 3 Livstrin meget vel forenes og understøtte
hverandre; men sammenblandes maa de ikke,
saasnart vi vil tænke og tale ret klart om de timelige Ting.
Jeg vil inderlig ønske, man stedse maatte have denne Sandhed
for Øje, at Menneskelivet er tredobbelt og derfor ogsaa
trænger til tredobbelt Udvikling. Gjør vi det; faar vi
blot virkelig Forstand paa Livet i sin hele Fylde – da
vil Mangt og Meget staa klarere for os, da vil vi ikke ringeagte
nogen timelig Kunskab, allermindst Historien, der
ret isandhed kan kaldes menneskelig – om Mennesker og
for Mennesker. At den maa finde ret Indgang i Skoler
og Huse – ikke blot igjennem Bøger men ved levende
Fortælling – det er da mit inderlige Ønske og mit
lyse Haab.
Det er en bekjendt Sag, at vort Fædreland i meget lang Tid var forfaldet til en Ufriheds og Uvirksomheds Tilstand, hvori voreForfædres gamle Minder bleve deels forglemte og deels forvanskede eller ialfald ikke fremstillede paa den Maade, som bedst passede til Folkets Tarv og Trang. Det er ogsaa bekjendt, at denne Svagheds Tilstand netop indtraf paa en Tid, som var meget vigtig for Folkenes aandelige Fremgang og Dannelse. Bogtrykkerkunsten kom i Brug, den lutherske Forbedring i Kirkevæsenet blev indført, og Oplysningen begyndte at stige med raskere Fremskridt end nogensinde før. Men alligevel blev det længe, førend nogen Oplysning blev udbredt iblandt os, og imidlertid var Folkets Hu og Smag bleven forvendt og draget paa Afveie, som
