førte dertil, at man kun lærte fremmede forfængelige Moder
og foragtede sin egen gamle og sømmelige Skik. Vort Land
havde fra de ældre Tider et ganske vakkert Forraad af Bøger
og Skrifter i Folkets eget gamle Tungemaal, men disse
Bøger bleve aldrig prentede eller bekjendte iblandt Folket;
de faa Bøger, som bleve læste i Landet, kom hid fra et andet
Land og vare skrevne i et andet Sprog. Af vore gamle
Love fik man danske Oversættelser; af vor gamle Historie
fik man danske Udtog; af vore gamle norske Andagts-Bøger
fik man intet paa Prent. Naar norske Bøger og Breve
siden bleve fundne paa et eder andet Sted i Landet, saa indbildte
man sig, at man ikke forstod dem, og man indbildte
sig det saa længe, at det tilsidst blev virkelig Alvor. At
een saadan Tilstand maatte føre til Forvanskning af det gamle
Tungemaal, af de gamle Stedsnavne og Mandsnavne med
Meget andet, er naturligviis let at begribe. Men da vi nu
i den seneste Tid have faaet større Leilighed til at kjende Tilstanden
og større Frihed til at gjøre Forbedringer derved,
saa kan der dog være Haav om, at man endnu kunde rette
og opreise noget af det, som er forfaldet, ja at endog en stor
Opreisning kunde skee, naar kun Sandheden var almindelig
bekjendt, og Folk vilde kjendes ved den og give Slip paa
adskillige Meninger, som ved enhver grundig Prøvelse befindes
at være falske.
Det er især vore saakaldte „Folke-Navne“, det er Mænds og Kvinders Døbenavne, som jeg denne Gang har tænkt at tale om. Vel er der allerede givet saa gode Oplysninger Om denne Sag af Professor Munch i den norske Folke-Kalender (for 1849 og 1854), at det nu kunde synes ufornødent at skrive mere derom; men alligevel kunde det være ønskeligt, at ogsaa Folkevennens Læsere maatte faa noget at vide om denne Sag. Den Forvanskning, som paa sine Steder er indkommen i disse Navne, er vistnok en Uskik, som alene grunder sig paa, at Folk ikke veed hvad der er det
