rette; og det første Raad herimod maa altsaa være at give Oplysning om Sandheden og at udbrede denne Oplysning saa vidt omkring som muligt.
De Folkenavne, som forefindes i vort Land, adskille sig i to forskjellige Slags, nemlig norske og fremmede; men foruden disse to Slags er der ogsaa endeel forfuskede Navne, som ikke høre nogensteds hjemme. De egentlige norske Navne ere naturligviis de ældste og bedst passende til Sproget; men iblandt de fremmede Navne er der ogsaa nogle, som ere meget gamle i Landet, da de have begyndt at komme ind kort efter Kristendommens Indførelse, altsaa for henved 800 Aar siden. I adskillige gamle Skrifter og især i en stor Brevsamling (Diplomatarium), som man har begyndt at udgive, have vi nu en god Leilighed til at kjende disse Navnes Forekomst i det trettende, fjortende og femtende Aarhundrede. De norske Navne i disse Breve ere saare mangfoldige, og nogle af dem findes ogsaa i stor Mængde, saasom Bjørn, Erling, Gunnar, Hallvard, Olaf, Sigurd; Gudrid, Gunnhild, Ingebjørg, Ragnhild, Sigrid o. fl. De optagne fremmede Navne ere rigtignok ikke mange, men nogle af dette forekomme meget ofte, saasom: Andreas, Jon, Magnus, Nikolaus, Paal (ɔ: Paulus), Peter; Margreta, Kristina, Katharina o. fl. De fleste af de saaledes indførte Navne ere tagne af Kristendommens Historie, nemlig deels af det nye Testamente, og deels af de senere tilkomne Fortællinger om Kristendommens Udbredelse i de sydlige Lande.
Naar man vil betragte, hvorledes de to Slags Navne nu ere fordeelte i Landet, da mærker man snart en stor Forskjel imellem de sorskjellige Landskaber. Der er en stor Deel af Landet, hvori de gamle norske Navne endnu have Overvægten; dette er især Tilfældet i Strækningen paa begge Sider af Langfjeldene, nemlig i Raabygdelaget, Tellemarken, Hallingdal og Valders, og paa Vestsiden især i Hardanger, Voss og Sogn, – altsaa i de Egne, som ogsaa
