Side:Folkevennen 1854.djvu/385

381

Da de havde læst, bad Husfaderen Aftenbønnen, hvortil han føjede nogle ydmyge og hjertelige Ord, der indeholdt Bekjendelse af Synden, der var begaaet, og Bøn om Befrielse fra Straffen: fra Sygdommens skrækkelige Onde i den kommende Nat, og sluttede derefter med Fadervor, hvorpaa der blev sunget nogle Vers af Salmen: „Hvo veed hvor nær mig er min Ende.“ Saa stode Alle op og sagde hverandre Godnat, og de 6 laante Testamenter skulde leveres tilbage igjen – men den Fremmede kunde ikke tage imod dem. Vilde det ikke være at tage en Guds Velsignelse bort fra dem, der nylig havde læst i dem, – en Guds Velsignelse, til hvilken de vare saa dybt trængende, som nylig havde sænket sig ned over dem og som maaske kunde blive dem til Frelse i Tid og Evighed? „Behold dem, behold dem!“ sagde den Fremmede, „og lov mig blot, at I ville læse i dem; ikke sandt, kjære Folk, det ville I love mig?“ De lovede det Alle og gik bort hver med sit Testamente, og Giveren gik ind i sit Lønkammer og takkede Gud for Aftenens Fred og hans saliggjørende Ord og bad om, at dette maatte trænge ind og bevares i Modtagernes Hjærter. Morgenen efter fortalte Konen i Huset, at der havde været saa roligt og stille paa Gaarden denne Nat. I Drengestuen havde ingen Dør knirket, og hos Husmanden bleve Lysene slukkede straks, istedetfor at de ellers ofte brændte til langt ud paa Natten. Og saa roligt og stille vedblev det ogsaa senere at være paa Gaarden, og Husbonden vedblev om Aftenen at samles med Sine til fælles Andagt, og i de første Uger kom Folkene uden Opfordring hver Aften ind med stue Testamenter, og naar de havde læst og sunget, havde de intet Hjærtelag og ingen Lyst til at gaa ud og støje og svire, men gik stille ind i deres Kammere og lagde sig til Hvile. Om Søndagen havde nu Husbonden den Glæde, der før kun sjelden var bleven ham til Deel, at finde dem samlede Alle, fredelige og ordentlige, og ikke sjelden