saa han En eller Anden af dem al sidde med sit Testamente og læse høit deri for nogle af de Andre. Og da Flyttetid kom og nogle af Folkene skulde forlade Gaarden, gik de ind til den Fremmede for al sige Farvel, og da denne lagde dem paa Hjærte aldrig at sælge eller skille sig ved den hellige Bog, de havde faaet, lovede de, al del ikke skulde ske, men al de stedse vilde bevare den og holde den i Ære, og den Ene af dem lagde trohjærtigt til, idel han rakte Haanden baade til Forsikring og til Afsked: „Nej, vær vis paa, al jeg aldrig gjør det! nej, om Nogen bød mig 2 Daler for Bogen, fik han den ikke fra mig nu.“ Og den Fremmede haaber, at Torstejn har holdt sit Ord.
Kunne vi misbillige Bortgivelsen af disse 6 Testamenter, fordi del just ikke kan siges, al del var til værdige Trængende, de i hint Øjeblik bleve bortskjænkede? O visselig ikke! Vi vide jo, at det Sandhedens Ord, som deri er overantvordet, ikke alene indeholder en Guds Kraft til Saliggjørelse for hver den, som tror, men at det er nyttigt til Lærdom, Overbevisning, Rettelse og Optugtelse i Retfærdighed, og at det som et tveægget Sværd kan krænge igjennem Marv og Ben og vække Synderen af sin sikre Søvn. Det gjælder „at kjøbe den belejlige Tid,“ og, om vi end indrømme, at det pludselige Dødsfald i Folkenes Midte, hin Gudsdom, der slog ned iblandt dem, væsentlig maalte bidrage til at vække dem op og bringe Alvor i deres Sind, saa tør vi dog haabe, at den Aftenstund, hine 6 Testamenter førstegang aabnedes, var en Besøgelsestime for deres nuværende Ejere, som ikke bliver uden Indflydelse og Velsignelse for deres evige Liv.“
har ligeledes bestaaet i mange Aar, og har til Øjemed dels at gjøre slige Bøger billige, dels ogsaa at kunne skjænke dem bort som Gave til fattige Folk. Ogsaa af dette Sel-
