Fæstningen har derfor holdt sig haardnakket, især da de ombord paa Flaaden har haft nok af Kanoner, Krudt og Kugler at bringe iland og tage til Hjælp. Omkring Fæstningen er desuden Marken ulændt: bare ujævne, nøgne Bergknauser, hvor Belejrerne mangler Jord til at opkaste Løbegrave og Brystværn. Fra deres Landingsplads, Balaklava, og til Fæstningen er omtrent 1 norsk Mil; der har Engelskmændene nu begyndt at anlægge en Jærnbane for at kunne skaffe frem Alt, som behøves til Fæstningens Indtagelse. Træhuse i Tusindtal og en Mængde Vinterklæder er alt kommet did fra England og Frankrig. Men det kunde ogsaa behøves, for Tusinder af Soldaterne er død af alskens Sygdomme paa Grund af, at de maa ligge under aaben Himmel eller i tynde Telte. Russerne har gjort mangfoldige Udfald for at forstyrre Belejringsarbejderne, og 2 Gange er det kommet til blodige Slag. Den 26de Oktober stod det ene ved Balaklava, hvor Russerne tabte 1000 Mand. Men den 5te Novbr. kom Hovedslaget. Russerne angreb fra begge Kanter med en uhyre Overmagt og blev opflammet af 2 af Kejserens Sønner, som just var kommen did; desuden fik alle russiske Soldater en god Slump Brændevin, før Striden begyndte. Omtrent 50,000 Mand kom nu ganske uforvarendes op gjennem Inkermans-Dalen og angreb Englænderne, som ikke havde mer end 8000 Mand paa rede Haand men alligevel holdt ud i flere Timer, indtil Franskmændene kom med 6000 og drev Fienden paa Flugt. Russernes Tab af Døde og Saarede udgjorde mindst 15,000 Mand, og Vestmagternes 4–5000. Den engelske Anfører Lord Raglan, som var med i 1815 i det sidste Slag mod Napoleon (ved Waterlo) siger, at han aldrig har set en saa blodig Slagmark som nu ved Inkerman.
Russerne myrdede de saarede Fiender, som laa paa Slagmarken; en Major, som havde givet Befaling dertil, blev taget af Englænderne og hængt. De russiske Præster havde indbildt Soldaterne, at de vilde blive pint tildøde af Vestmagterne, hvis de faldt i deres Vold. Da somme af dem blev taget tilfange, udbrød de med Jammer og Skrig og blev rent forundret ved at erfare, at Englænderne gav dem Mad og Lægehjælp, og at deres fangne Landsmænd havde det godt i England og Frankrig.
