i nogle Bøger, som ere udgivne i det forrige Aarhundrede, og som indeholde Beskrivelser over en eller anden Deel af Landet; og i disse Lister findes mange gode Navne, som nu synes at være reent bortkomne, endskjønt det dog vel er muligt, at de endnu kunne bruges i en eller anden liden Afkrog i Landet. Endnu vissere synes det at være, at mangfoldige nye og forfuskede Navne netop ere tilkomne i den seneste Tid. Der er en vis Nyheds-Syge, som er indkommen paa mange Steder; man synes at det gamle er for simpelt, og at man maa have noget, som er mere fiint og fornemt. Saasnart et gammelt Navn er blevet noget sjeldent paa et Sted, synes man strax, at det er stygt og burde være aflagt. Naar vi høre et sjeldent gammeldags Navn i en vis Bygd, f. Ex. at der er kun een Mand, som hedder Tormod, Torbjørn, Hallkjell eller deslige, da ere vi sædvanlig visse paa at høre, at Manden selv er skamfuld og ærgerlig over sit Navn; og det er altsaa rimeligt, at det ikke oftere bliver opkaldet. At en saadan Tro er falsk og fører til Daarskab, er rigtignok baade vist og sandt; men den grunder sig sædvanlig paa Uvidenhed og er derfor meget at undskylde, indtil en bedre Kundskab kommer. Man kjender ikke noget til Landet udenfor sit Præstegjeld eller Fogderie og veed altsaa ikke, at der ere store Bygder og Fylker, hvor slige gammeldags Navne bruges i stor Mængde. Man kjender ikke til vor gamle Historie og veed altsaa ikke, at der har været lange Tider, da Landets Høvdinger og høieste Mænd kunde hjælpe sig med meget simple Navne, saasom: Bjørn, Ulv, Kjetel, Kolbein, Torkjell o. s. v., og Landets fornemste Fruer maatte lade sig nøie med meget smaafolkelige Navne, som Ingerid, Sigrid, Ragndid (Randi), Gro, Aasa og saa videre.
Da det imidlertid ofte kan falde vanskeligt at skjelne imellem norske og fremmede Navne, ville vi der betragte disse forskjellige Rækker noget nærmere, og især lægge Mærke til de norske Navnes Egenskaber.
