Det seer ogsaa ud til, at man i gamle Dage ikke har regnet det saa nøie med Betydningen, da der endog gives adskillige Navne med en utækkelig Betydning, saasom: Ljot, Skjalg, Uspak og flere. Og at man heller ikke nuomstunder regner det nøie dermed, kan sees paa de mange nygjorte Navne, som ikke betyde nogen Verdens Ting.
Men hvorledes det nu end kan være med Betydningen i de særskilte Tilfælde, saa er der alligevel en Betydning ved det Hele, og den bestaaer deri, at det er Folket selv, som engang i Tiden har dannet disse Navne af sit eget Maal og efter sen egen Tanke. Det er disse Navne, som egentlig tilhøre os, og som have tilhørt vore Forfædre saa langt op i Tiden, som vor Historie rækker. Dette maa dog vel have noget at betyde. Der er noget som de Lærde kalde „Nationalitet“; det betegner alt det særegne Lag og Væsen, som tilhører et Folkeslag eller en Lands-Æt (Nation). Det er altsaa et naturligt Kjendemærke paa et Folk, som er af samme Oprindelse, har brugt samme Tungemaal, beboet samme Land og havt samme Skjæbne igjennem Tidernes Løb. Dette Ætte-Lag vil vise sig i Folkets Sind og Tilbøielighed, saavelsom i dets hele Viis og Vane; men allermest vil det vise sig i Tungemaalet og alt hvad som dertil hører. Og dette Ættelag er altsaa en Ting, som Folket ikke lettelig kan kaste fra sig og som det heller ikke behøver at kaste fra sig. Folket kan vel stige høit i Oplysning og blive meget bedre end før; men det kan alligevel beholde sin gamle
tyder noget helligt, men Ved (Vid) er Træ. Vig betegner Strid. Sig (Sigr), Seiervinding. Aud, Rigdom. Gjeir, Spyd. Kjell (en Forkortning af Kjetel), Kjedel. Mund, en Gave. Vard, Vagt, Forsvar. Bera, en Hun-Bjørn (altsaa er Torbjørn og Torbera et Par). Bjørg, Hjælp. Gunn og Hild kan betegne Strid; efter den hedenske Tro var det et Slags gode Aander, som havde Tilsyn med Krigen. Dis har været omtrent det samme, dog kan det ogsaa betyde en Pige.
