Lyd-Lag, som Folket er vant til fra gammel Tid og altsaa kan udtale med Lethed. Vistnok kunne nogle af dem med Tiden blive lidt forvanskede ved en magelig Udtale; vi kunne saaledes mærke os Navnene Arnbjørn, Arnfinn og Arnthor, som allerede i meget gamle Breve skrives Anbjørn, Anstein og Andor, – ligesom vi ogsaa i daglig Tale have visse Afvigelser fra den gamle Form, saasom: Guri for Gudrid og Gunnild for Gunnhild. Men disse Afvigelser ere dog som intet at regne imod de Forandringer, som ere foregaaede med mange af de fremmede Navne. Man lægge Mærke til, at Navnet Johannes har kunnet gaae over til Jehans, Jens, Hans, Jan, Jon og Jo; ligeledes Laurentius til Lavrans, Lorens, Lavrits, Lars og Lasse; Nikolaus til Nikulas, Niklis, Nigils og Nils; Katharina til Karen, Karina, Kari og Trine; Kristina til Kristi, Kirsti, Kirstina og Stine. Vistnok vor nu ikke alt dette ansees som Forvanskning, da det ofte kun var en naturlig Tillæmpelse efter den norske Udtale; og vi see ogsaa i de gamle Skrifter, at nogle af disse Navne havde allerede tidlig faaet en bestemt norsk Form, saasom Jon for Johannes, Paal for Paulus, Peter for Petrus, med flere. Men Exemplerne vise dog, at de fremmede Navne ere udsatte for saa voldsomme Forkortelser, at Navnet tilsidst kan blive en tom Lyd, som ingen forstaaer eller tænker noget ved. Og i dette Tilfælde har Navnet tabt sin egentlige Værdighed og har saaledes intet Fortrin for de indenlandske Navne.
Det er alligevel ikke vor Mening, at alle fremmede Navne skulde uden Forskjel udelukkes. Det maa atter nævnes, at vore Forfædre, allerede kort efter Kristendommens Indførelse i vort Land, begyndte at optage adskillige saadanne Navne, deels efter Apostlerne og andre Mennesker, som omtales i det nye Testamente; saasom: Jakob, Andreas, Mathias; Maria, Anna, Elisabeth; – og deels efter andre navnkundige Mennesker fra de følgende Tider, saasom Laurentius,
