Side:Folkevennen 1854.djvu/48

Denne siden er ikke korrekturlest
44

sammen, da maa man lave det saa, at de kunne klinge sammen, og derfor er det nyttigt, at især det sidste Navn er noget mygt og bøieligt og har en liden Hale eller „Spæl“ i Enden; og til dette Brug er altsaa de fremmede Navne langt bedre skikkede end de norske. Til Exempel herpaa kunne vi nævne de mange Sammensætninger med Olav (som man da kalder Ole) og Anna (som man tildeels kalder Ane), saasom: Ole Martinus, Ole Bastian, Ole Korneles; Ane Petrina, Ane Magrete o. s. v. Undertiden synes man endog, at to Navne er for lidet, og lægger for Sikkerheds Skyld endnu et eller to til. At dette er en Uskik, som burde afskaffes, kan man vide allerede deraf, at det slet ikke er fornødent for Landsfolk, og at der er store Landskaber, hvor hvert Menneske har bare eet Navn og hjælper sig godt med det. Med Byfolk er det en anden Sag, da der kan være mange Slægter, som have samme Familie-Navn, f. Ex. Hansen, Nilsen eller deslige, og det altsaa stundom kan være nyttigt, at et Menneske har to Navne. Paa Landet behøves dette ikke, da Gaardsnavnet her træder i Stedet for Familienavn, og Gaardene sjelden ere saa store, at der paa eet Sted kan være mange Mennesker, som have samme Navn og Fadersnavn. De mange Navne ere derimod ofte til Møie baade for den, som har faaet dem, og for andre Folk som skulle bruge dem, iblandt andet for dem, som skulle holde Bog over Folketallet paa et Sted og saaledes idelig ere nødte til at indføre disse lange Navne i sine Lister og Bøger. De ere til Skade ved det, at de give Leilighed til megen Forvanskning, som før er sagt, og de ere fornemmelig at laste, fordi de grunde sig paa bare Forfængelighed, paa Lyst til Stats og Storhed; og dette er noget, som ikke duer.

Det maa ogsaa betragtes som en Uskik, at man har været saa tilbøielig til at opkalde Kvinde efter Mand, og Mand efter Kvinde. I andre Lande, hvor Sproget giver