Leilighed til at forlænge et Navn med visse Endestavelser, kan en saadan Opkaldelse godt have Sted; men i vore nordiske Sprog er der ikke nogen Form, som er ret passende til dette Brug. Det er kun sjelden, at der gives to Navne, som kunne kaldes et Par, saasom Helge og Helga, Tore og Tora, Haldor og Haldora, Olav og Olava, Asbjørn og Asbera; og endog i disse Tilfælde synes Navnene at være særskilte, saa at man neppe kan sage at det ene kommer af det andet. Der er saaledes sjelden nogen Leilighed til en saadan Opkaldelse, hvis man ikke skal forvanske Navnene. Og heller ikke synes en saadan Opkaldelse at være fornøden. Naar man opkalder et Barn efter en gammel eller afdød Slægtning, da maa jo Hensigten dermed være deels at man vil bevare Navnet i Slægten, og deels at man vil have et levende Minde, et forynget Billede af den gamle, naar han engang er borte. Men naar dette skal være, da maa Barnet høre til samme Kjøn som den, det hedder efter. En Kvinde kan ikke ret gaae i Stedet for en Mand, og en Mand ikke heller i Stedet for en Kvinde; thi Ligheden vil da blive meget ufuldkommen. Og naar Navnet desuden skal forandres, saa bliver jo Opkaldelsen heller ikke fuldkommen. Det synes altsaa at være rettest, at man kalder Mandfolk efter Mandfolk, og Kvindfolk efter Kvindfolk, og lader Barnet følte Navnet heelt og uforvansket, saavidt som det ellers er et skikkeligt Navn.
Den Forvanskning af Navnene, som her er omtalt, er imidlertid ikke indtraadt overalt, men kun i en Deel af Landet. Der er endnu en stor Landstrækning, hvor Skikken med Navnene er upaaklagelig, og især er dette Tilfældet i Tellemarken og flere af de omliggende Egne. Her hører man sædvanlig kun ægte norske Navne, og ialfald ere de fremmede meget faa; thi Folkets gamle Sands og Smag er endnu saa vel bevaret, at man nogenlunde veed at gjøre Forskjel paa det hjemlige og det fremmede, eller at man ligesom kjender
