i Brug, pleier man gjerne at tage det meget løseligt med Opkaldelsen, saa at man tidt lader sig nøie med den første Stavelse af Navnet, f. Ex. Anna efter Andreas; ja at man endog stundom lader sig nøie med den første Bogstav f. Ex. naar man kalder Johan efter Ingebrikt. Der hvor man tager det saa løseligt og er fornøiet med saa lidet, der er jo intet i Veien for at indføre gamle Navne igjen, naar som helst man vil. Kan man opkalde Anna med Anders, da kan man ogsaa opkalde det med Andor eller Anstein eller noget sligt; man kunde sætte Bjørn i Stedet for Bernt, Jostein for Jokum, Magnild for Maret o. s. v. Dette blev rigtignok et nyt Fuskerie, men det blev ikke værre end de forrige Fuskerier, hvorved man indførte noget nyt og ubekjendt og derimod forskjød eller forvendte de gode gamle Navne, som saa mangen ærlig Mand og Kvinde havde baaret. Naar man endelig vil fuske, da er det bedre at fuske sig ind paa den rette Vei end paa den urette.
Det er endnu nødvendigt at sige nogle Ord om Navnenes Skrivemaade. Dersom Folk havde kjendt mere til vort gamle Sprog, vilde de baade have agtet vore Navne høiere og tillige skrevet dem bedre, end som nu skeer. Paa en Tid, da man maatte lære sig til at skrive dansk i Stedet for norsk, var det naturligt, at Navnene ofte maatte blive forvendte ved at lempes efter Dansken, og at den rette gamle Skrivemaade maatte efterhaanden blive glemt. Men da vi nu endelig høre os selv til og ikke længere lyde Danmark eller noget andet Rige, vilde det dog være ganske sømmeligt, at vi rettede paa et og andet af det, som har været forvansket, og at vi idet mindste skrev vore Navne paa vor egen Maade. Vistnok er der nu adskillige Tilfælde, hvor Udtalen i Bygderne viger af fra den gamle Form, saa at der kan være Tvivl om, hvilken Form man skal holde sig til; men i de fleste Tilfælde har man dog noget vist at rette sig efter, og ialfald burde man ikke gjøre Sagen endnu mere forvirret
