hele Sværm af alskens Smaadyr; ved alt dette blev igjen Luften fordærvet, og derved avledes da Pesten.
De vigtigste af hine Natur-Mærkværdigheder i den første Halvdel af „Svartedauens“ Aarhundrede (især de i Norden) maa nøjere omtales. Aar 1300 udspydde Hekla Ild og Røg i saadan Mængde, at en stor Del af Island i 2 Døgn var formørket; og Nordsjøen gik over Bredderne og gjorde megen Skade. Jordskjælv og vulkanske Udbrud rystede atter Island 1308, 1311, 1332 og 39; men især voldte Hekla gruvelige ødelæggelser i 1340–41, og Jordrystingen var i 1345 saa svær, at der endog opstod en ny Ø i Brejdafjorden. – 1301 saaes en stor Risstjerne, 1312 en endnu større, og 1302–5 samt 1314 viste sig mange smaa. Vinteren mellem 1306 og 7 var overordentlig stræng, men endnu strængere mellem 1322 og 23; en slemmere Vinter end denne ved nok ingen gamle Bogskrivere at melde om; baade Østersjøen og Nordsjøen skal dengang have været aldeles tilfrosset. Ogsaa Vinteren 1331 og 34 var meget harbar; og ligesaa Vinteren 1346, da Kulden i Januar skal have gjort Ende paa mange Menneskers Liv. 1320 rasede Stormene saaledes i Østersjøen, at dens Bølger gjorde svær Skade paa Nordtysklands Kyster, især ved Lybek. Overhændigt Regn havde man i Europa især i Aarene 1312, 1315 og 1319.
I Østasien (især i Kina), hvorfra man sædvanlig tror den sorte Død har sit Ophav, skal store Natur-Forstyrrelser først have begyndt at ytre sig i Aaret 1333 med svære Jordrystelser og et yderst uroligt Vejrlag. (Der fortælles ogsaa, at en stor Vejrkugle skal have sprunget istykker den Tid og udbredt svær Stank). Samme Aar plagedes Europa af stor Tørke, og det ildsprudende Berg Ætna i Italien brød ogsaa løs. I begge Verdensdele holdt de ovennævnte Hændelser ved at vise sig Aar efter Aar, dog med stor Ustadighed og Omskiftelse, saaledes at f.
