Ex. snart Tørken, snart igjen Væten var rent overhændig. Det syntes, som om der var vendt op og ned paa hele Naturen: Vinterluften tit ualmindelig lummer, fuld af Torden og Lyn, Sommerne stundom rige paa Sne og Frost. Tre Aar i Rad (1337–40) plagedes endog Mellem-Europa (Tyskland) af en umaadelig Mængde Græshopper.
Den mærkeligste Ulykke hertillands var i hin Tid den, at Gaulelven i Trondhjems Stift blev aldeles stoppet igjen ved et uhyre Berg-Ras (eller Jordskred) i September 1344; og da den nogle Dage senere brød sig Vej gjennem Dæmningen, opstod der en forfærdelig Ødelæggelse, især i Sognene Horrig og Flaa. Henimod 250 Mennesker tilsatte Livet tilligemed en stor Mængde Kreaturer; 48 Gaarde og nogle Kirker reves bort, og store dyrkede Vidder blev skjult af Sten og Aur.
Noget af det Mærkeligste var vistnok det, at Brøndvandet mangesteds i Europa skiftede Smag, blev modbydeligt og vondt; ja endog i store Elve som Donau og selv i Havet maa det have forandret sig noget paa en eller anden Vis; ti Fiskene gjorde nu tildels andre Rejser end de ellers nogensinde plejer.
Slemme Sygdomme havde i dette Aarhundrede raset i Aarene 1309, 1312–16, 1320, 38 og 44–1347. Disse Sotter og Alt, hvad vi ellers har omtalt fra det 14de Aarhundredes Begyndelse (især efter 1333), maa betragtes som Forbud for selve Storpesten. Dog tør det vel ogsaa være muligt, at det var denne selv, som viste sig i de sidste Aar (44–47). Imidlertid blir det dog vist, at det var Aarene 1848–53, som egentlig kan kaldes Digerdødens Aar i den største Part af vor Verdensdel. I disse Aar ledsagedes Sotten tildels af mærkelige Natur-Fremsyninger (Fænomener) næsten paa alle mulige Sæt og Vis. Alle de Forstyrrelser i Naturen, som før er nævnt, gjentog sig da med endnu større Magt end før. Den 25de Januar 1848 begyndte et gruveligt Jordskjælv, der ialt skal have
