Side:Folkevennen 1856.djvu/103

Denne siden er ikke korrekturlest
99

varet i 40 Dage og rammede Cypern, Grækenland, Øvre-Italien, Schweitz, Østerrig og Ungarn. Den store Ø Cypern skal have mistet næsten hele sin Folkemængde og blev omskabt saagodtsom til en Vildmark. Landskabet Kärnthen blev meget haardt medtaget; Staden Villach ødelagdes, og i Nærheden opstod et nyt Berg, hvorved 18 Landsbyer gik aldeles under. I Grevskabet Gørz havde ikke mindre end 50 Landsbyer samme Skjæbne, hvorved flere tusinde Mennesker omkom; og kring Basel omstyrtedes 80 Borge og Herregaarde – Et fælt Jordskjælv rasede ogsaa det følgende Aar i Sydtyskland, og mindre Plager af samme Slag mærkedes i Polen, England o. fl. Steder. – I sidstnævnte Land havde man ustanseligt Regn i et helt Halvaar (fra Sankthans-Lejte til Jul 1348). Og i flere Lande var det noget Lignende. En slig Væte maatte naturligvis volde store Vasflomme og megen usund Damp.

Allerede i flere Aar, førend „Svartedauen“[1] naadde Europa, havde den regjeret i Asien (og kanske i Nordafrika). Saavidt man ved, begyndte den i Kina, hvor den skal have gjort Ende paa 13 Millioner Mennesker. Derfra udbredde den sig vest og syd gjennem Asien, og dette gik saameget lettere for sig, fordi Mongolerne just paa den Tid havde begyndt sine umaadelige Krigstog. Højasien, Indien, Persien, Arabien og Vestasien blev efterhaanden hjemsøgt af denne Storsyge; og da Mongolerne 1343–44 belejrede Byen Kaffa eller Feodosia paa Krim, udbredde den fæle Pest sig over Sydrusland 1345 og 46 og videre til Konstantinopel, hvor den 1347 skal have raset ganske forfærde-

  1. „Den sorte Død” (som det heder paa Dansk) kaldtes naturligvis paa Norsk „Svartedauen“ eller ogsaa „Stormanna-Dauen.“ I Sverrig fik den Navnet „Digerdøden“ (det vil sige „Stordøden“). Navnet sort eller svart havde vel sit Ophav fra de sorte Bylder, som fulgte med den. I Danmark kaldes den ogsaa (blandt Almuen) „Mandekvæl“ eller „Mærkedød.“