Side:Folkevennen 1856.djvu/104

Denne siden er ikke korrekturlest
100

lig; ikke engang Kejserhuset sparedes. Dog plejer man ikke regne denne Ødelæggelse til selve Digerdøden, men alene blandt dens mangfoldige Forløbere; ti endnu i Aarene 1346 og 47 var det, at den rasede som værst i den asiatiske By Bagdad, hvorfra den saa kom til Middelhavets Kyster, Nordafrika og Italien. Imidlertid er der Intet ivejen for at tro, at det var selve Sortedøden, som kom til Europa paa to forskjellige Veje, først til Krim, Sydrusland og Konstantinopel og siden til Italien og Frankrig, hvorfra den vandrede rundt til Tyskland, Spanien, Portugal, Nederlandene, Danmark, Norge, Sverrig og Rusland. Isaafald maa vi sige, at den i det Hele har brugt en 9–10 Aar til at gjennemfare Europa.

Hvordan det nu var eller ikke med Pesten i det sydøstlige Europa, saa er det vist, at selve Svartedauen kom til de italienske Øer i Slutten af 1347 og rasede faa stærkt, at knapt en Trediedel af Folket paa Sardinien og Korsika blev ilive. Snart naadde den ogsaa Italiens Fastland og Sydfrankrig. – Hvorledes den nu var kommen fra Østerlandene til Italien, det er man ikke aldeles stø paa. Der fartælles rigtignok, at den kom drivende østenfra som en styg, fæl Skodde, der snart drog sig videre og udbredde Pesten fra Land til Land;[1] men det siges igjen af Andre, at Sotten fulgte med østerlandske Skibe og Sjøfolk. Det sidste er vel rimeligst. Skodden kunde ligefuldt have skadelig Indflydelse (ligesaavel som de raadnende Græshopper) og gjøre, at Pesten blev værre under den store Fugtighed, end den allerede var.

I Italien var Farsotten overvættes stræng. I hele Toskana skal over Halvparten af Folket være uddød; alene i Hovedstaden Florenz, hvor Pesten rasede et halvt Aar

  1. En mindre troværdig Fortælling har man om Pestens Oprindelse i Østerlandene. Det heder nemlig, at en ustyrtelig Mængde Græshopper blev af en Storm kastet i Havet, men drev saa atter i Land igjen og raadnede og opfyldte Luften med Sygdom og Stank.