beholdt Livet. Og paa de danske Der skal det heller ikke have været stort bedre end i Jylland. – Endnu i 1351 vedblev Pesten at hærje dette Rige. Af Husdyr var det alene Hunde og Katte, som gik aldeles fri.
Vi staar nu ved Svartedauen i vort eget Land, hvorom vor norske Digter Professor Welhaven siger:
„Der kom en rædsom Folkenød
Til Norge med den sorte Død.
Til Slutnings var der kun igjen
En Tredjepart af Landets Mænd,
Og tomt blev mangt et Bygdelag,
Der ligger øde end idag.“
Bergen var det Sted, som først rammedes af „Store Manndauen.“ Her (ligesom i Jylland) kom nemlig et engelsk Skib med livløse (eller kanske syge og døende?) Folk drivende ind. Skibet var afsejlet fra London og skal have været laddet med Uldvarer; saasnart det var kommet, og adskillige af Bergens Borgere havde været ombord og noget af Varerne var bragt i Land, begyndte Sygdommen at ytre sig i Byen. For at afvende Nøden blev mangeslags Sælebods-Gjærninger dels befalet og dels frivillig gjort. Blandt andet forordnede Bisperne hver i sit Stift, at Folk 5 Dage i ad skulde holde Messe og gaa dertil i høitideligt Storfølge (Procession) barfodede og med brændende Lys samt ofre til de Fattige, efterat man 4 Dage i Forvejen havde fastet. Paa denne Maade gik man i Bergen Byen rundt, en Onsdag til Prædikebrødrenes (eller Dominikanernes) Kloster, Torsdag til Minoritternes (eller Franciskanernes), Fredag til Nonnesæter, Lørdag til Munkeliv og Søndag til Domkirken, hvor alle Deltagere da gik til Alters. Men Sygdommen tog ligefuldt til. Da den var som værst, skal ikke mindre end 90 Lig (hvoriblandt 14 Præster og 6 Degne) paa en Dag være bleven begravet bare ved en af Byens Kirker.
Fra Bergen for Pesten videre over næsten det hele
