Side:Folkevennen 1856.djvu/109

Denne siden er ikke korrekturlest
105

Rige[1] og ødelagde baade Folk og Fæ. De Optegnelser, vi har fra gammel Tid om Sortedøden hertillands, er baade magre og faa; men rimeligt er det, at den i det Hele rasede omtrent et Par Aars Tid, og voldte her som overalt et overmaade stort Mandefald. Somme har ment, at den ikke bortrev mere end en Trediedel af det norske Folk. Andre vil sige, at ikke stort mere end en Trediedel beholdt Livet[2]). De sidste har vistnok snarest Ret, især dersom man tager Hensyn til den svære Dødelighed, som Storpestens mange Efterveer voldte i det 14de Aarhundredes sidste Halvdel (især i Aarene 1371, 73, 91 og 92). Vist er det ialfald, at adskillige Bygdelag hos os blev aldeles øde paa Grund af Sortedøden. Skulde vi tro vore mange Bygdesagn (hvoraf nogle siden skal omtales), maatte vel endog meget mere end 2 Trediedele af Folket have mistet Livet; for i mangfoldige (ja kanske i de fleste) Bygder ved man at fortælle, at der efter Pesten fandtes Menneskeliv bare i 1 Gaard, at der ikke røg af flere end 2, 3 eller 7 Mure (Skorstenspiber) i Bygden osv. Sligt kan vi naturligvis ikke ligefrem stole paa, men det stadfæster dog altid den Overbevisning, at Ødelæggelsen ogsaa hertillands har været fæl. En Vinter (rimeligvis den mellem 1349 og 50) skal især have faat Navnet „Manndaue-Vinteren.“

Paa Hamar skal Pesten have varet i 8 Uger (nemlig fra 8de September til Allehelgens Tid); og paa Toten i 6 Uger, regnet fra de sidste Dage af Septbr. 1350 (eller kanske 1349). Paa det sidste Sted skal man i al denne

  1. En Fjelddal i Kristianssands Stift skal dog være bleven aldeles skaanet for Sotten.
  2. Det er vel ikke rimeligt, at Landet før Pesten havde stort over 1 Million Mennesker, skjønt vistnok heller ikke mindre. Men da nu Norges Folkemængde for 200 Aar siden var omtrent 450,000, saa har den vel straks efter Sortedøden været endnu faatalligere.