Tid have haft et ustanseligt Regn.[1] – Af alle 5 norske Biskopper[2] var det alene en, som under denne Stordød beholdt Livet, nemlig den gamle Biskop Salomon i Oslo. I Trondhjem uddøde endog hele Domkapitlet[3] saa nær som en eneste Kannik. – De norske Klostre led utrolig meget ved denne Landeplage. Dette sees blandt andet deraf, at somme af dem paa lange Tider næsten slet ikke nævnes i de gamle Skrifter efter hine Dage, og at mange blev staaende saagodtsom tomme;[4] baade Agtelsen for dem og Dannelsen saavelsom Sædeligheden i dem gik tilgrunde, skjønt de ved alle Sjælegaver i denne Nødens Tid blev utrolig vige. Der blev en slig Mangel paa Præster, at Ungdommer paa 18 Aar maatte beskikkes dertil.
En Del gamle Brevskaber (Diplomer) viser os endnu, hvorledes Folk i hine Nødens Dage bortgav Gaarde og Jordstykker eller anden Ejendom til Kirker og Klostre,
- ↑ Sydlige Vinde tilligemed svær Tørke og Hede skal have været meget almindelige i Tyskland og Danmark under næsten hele Pesten 1348 og 49. Vaaren alene var vakker. I England regnede det, som før sagt, halve Aaret 1348. Aaret 1350 var i Danmark overordentlig tørt og kvalmt.
- ↑ Norge havde i gamle Dage 5 Biskopper, nemlig 1 i Oslo, 1 i Hamar, 1 i Stavanger og 1 i Bergen samt Ærkebispen i Nidaros (Trondhjem), som havde Opsyn over de andre.
- ↑ Domkapitlet (eller Domkirkens Præsteskab) bestod i Trondhjem af 24 Kannikker, og i de andre Stiftsstæder af 12. Disse Kannikker, Korbrødre eller Domherrer – hvad man nu vil kalde dem – var Biskoppens Raadgivere og Hjælpesmænd. De havde ogsaa Retten til at vælge ny Biskop, saasnart den gamle var død. – Ordet „Kapittel“ (eller Kapitul) findes endnu igjen i Navnet „Kapittelstaxt.“
- ↑ Omkring Aar 1400 fandtes f. Eks. i Munkeliv Kloster i Bergen bare 2 gamle Munke, „der havde Indtægterne af 3–400 Gaarde at dele mellem sig, uden at kunne bringe Andre til at deltage i den rige Arv,“ det vil sige, uden at kunne lokke Nogen til at blive Munk hos dem. (Se Langes Bog: „De norske Klostres Historie“).
