Side:Folkevennen 1856.djvu/112

Denne siden er ikke korrekturlest

108

og hvor man tror, at omtrent Tredieparten af Folket mistede Livet. Kong Magnus Smek (som tillige regjerede over Norge) gav – efter den hellige Fru Birgittas^[1] Raad – Befaling om, at hans svenske Undersaatter skulde ydmyge sig for Gud, afstaa fra al Synd, faste, bede, give Almisser, gjøre Processioner osv. Men Digerdøden vedblev at rase. Alene i Vestergøtland skal 466 Præster og Munke have mistet Livet. Mangesteds blev Folk liggende ubegravne; i Stockholm skal endog mange Gader have været bedækkede

tyske, paa hvilke der sattes en latinsk Sving. Paa denne Maade omgjordes (som Nyerup oplyser) en ulden Kappe til Cappa uldena, en foret Kappe til Cappa forata osv. Ligesaa med Verset om Digerdøden. Rastrum (eller Rostrum) skal vel betyde en Rist, som Bogstavet M har Lighed med; tricrumbum (eller tre Wurstum) 3 Krumninger eller Pølser (altsaa Bogstaverne CCC); spjutlongum (et Langspyd) Bogstaven L (eller vel egentlig l).

↑ Denne hellige Birgitta (af Slægten Brahe) var et meget mærkeligt Menneske. Hun havde fraraad Kongen at gjøre et Tog mod Russerne, men han brydde sig ikke om hendes ildevarslende Spaadom, drog ivej og led et skammeligt Nederlag. Da han nu havde faat Troen i Hænderne, begjærede han hendes Forbøn og gav hende et helt Gods, paa hvilket hun lod bygge Vadstena Kloster. Hun advarede Kongen og Folket mod deres Ugudelighed og spaadde – siges der – at en Herrens Straffedom vilde ramme Landet; Frelseren selv, sagde hun, havde givet hende denne Aabenbaring; men Kongen agtede heller ikke dette, førend Ulykken stod for Døren og Pesten indfandt sig. Nu udgav han – som ovenfor sagt efter hendes Raad – Befaling om almindelig Anger og Bodsøvelse, men hans eget Levnet var lige slemt, hvorfor hun, for ikke at se sit Fædrelands Jammer, havde reist til Rom. Det Mærkeligste ved hende var vistnok det, at hun i hine Dage vovede at tale skarpe Ord til Paven, som hun skal have kaldt „en Sjælemorder, Forræderen Judas’s Efterfølger, uretfærdigere end Pilatus, værre end Lucifer og vederstyggeligere end Jøderne.“ Hermed sigtede hun vel bare til den daværende Pave og hans Liv og Levnet; ti selve Paveværdigheden skal hun have holdt højt i Ære.

[1] Denne hellige Birgitta (af Slægten Brahe) var et meget mærkeligt Menneske. Hun havde fraraad Kongen at gjøre et Tog mod Russerne, men han brydde sig ikke om hendes ildevarslende Spaadom, drog ivej og led et skammeligt Nederlag. Da han nu havde faat Troen i Hænderne, begjærede han hendes Forbøn og gav hende et helt Gods, paa hvilket hun lod bygge Vadstena Kloster. Hun advarede Kongen og Folket mod deres Ugudelighed og spaadde – siges der – at en Herrens Straffedom vilde ramme Landet; Frelseren selv, sagde hun, havde givet hende denne Aabenbaring; men Kongen agtede heller ikke dette, førend Ulykken stod for Døren og Pesten indfandt sig. Nu udgav han – som ovenfor sagt efter hendes Raad – Befaling om almindelig Anger og Bodsøvelse, men hans eget Levnet var lige slemt, hvorfor hun, for ikke at se sit Fædrelands Jammer, havde reist til Rom. Det Mærkeligste ved hende var vistnok det, at hun i hine Dage vovede at tale skarpe Ord til Paven, som hun skal have kaldt „en Sjælemorder, Forræderen Judas’s Efterfølger, uretfærdigere end Pilatus, værre end Lucifer og vederstyggeligere end Jøderne.“ Hermed sigtede hun vel bare til den daværende Pave og hans Liv og Levnet; ti selve Paveværdigheden skal hun have holdt højt i Ære.

[1]