forladt af Slægt og Venner, saasnart han bare fik en liden Blære paa Huden, om denne aldrig var pestagtig; Folk stængte sig inde af Rædsel eller rømte sin Vej; ja, det gik stundom saa vidt, at man trodde, at alene Synet af en Pestsyg kunde smitte, og derfor undgik ham. – Det er da klart, at denne overvættes Frygt gjorde Ulykken værre end den i sig selv var; ti ikke nok med, at Mange døde af bare Skrækken, saa døde naturligvis ogsaa nu Mange paa Grund af Vanrøgt; og den usunde Luft blev stedse værre ved alle de ubegravede Lig.
Hele Lægevæsenet var yderlig usselt; fordetmeste blev det drevet af uvidende Munke eller andre Fuskere.[1] Hist og her i det vestlige Europa fandtes en og anden Dokter, der ligesom udmærkede sig fremfor hele Hoben; men ogsaa deres Maade at kurere Folk paa maa efter vor Tids Indsigter synes meget mangelfulde. Alt, hvad Araberne og deres Efterfølgere havde anset for gavnligt mod en eller anden Sygdom, blev prøvet, ligetil de mest modsatte Ting. En af de navnkundigste Læger i den Tid (i Sydfrankrig) brugte blandt andet Aareladning og Afførelsesmidler (især Aloe), Syrer og armenisk Bolus til at afværge Bylder og Raaddenhed, Theriak og Buxbomplanter til at styrke Hjertet, Latverge og Sirup samt udvortes Salver til at bringe Bylderne og Knuderne til at værke ud (suppurere), Igler og Kopsætning mod Bylderne selv m. M. Ellers var det almindeligt at røge med Laurbærblade og Ejne (Brisk eller Brakje), at blande dygtig Æddike i Maden, at bære Bævergjæld, Æbler og andre stærkt lugtende Sager.
Hvad der endvidere blev gjort for at afværge denne Sygdom, bestod især i højtidelige Omgange (Processioner) med det indviede Nadverbrød, Vievand osv., i at sætte Kors paa Klæder, Huse og Redskaber, at give rige Gaver
- ↑ Dog maa det ikke glemmes, at Badestuer og Badning var almindelige i Norden. – Henrik Harpestrængs danske Lægebog (fra 1240) er ellers mærkelig.
