lene bæres til Himmels. Men for at I skal vide, at det er sandt, hvad jeg siger, saa tag dette til et Tegn: I denne Nat skal jeg skilles herfra og du, min kjære Mor, om 3 Dage.“ Derpaa rakte hun Haanden ud, pegede paa 7 andre Mennesker og sagde Tiden, da enhver af dem skulde dø, hvilket ogsaa skedde.
Af en ganske anden Art var Flagellanternes (eller Piskebrødrenes) Fromhed, der blussede op paany i Sortedødens Tid. Hele Menneskeslægtens Historie viser os, at saasnart der sker et aandeligt Omslag blandt Folk, eller en aandelig Gjæring kommer igang, da er man stedse tilbøjelig til at gaa fra den ene Afvej til den modsatte; og Kirkehistorien viser næsten overalt, at des elendigere den religiøse Tilstand er, des værre og vildere ytrer ogsaa Livet sig, naar det engang begynder at vaagne, eller med andre Ord, des mere tar alle mulige Sværmerier Overhaand. I hine Dage, da Kirkelyset saa højlig var formørket eller endog halv udslukt af alskens Menneskepaafund og Paveløgne, var det derfor naturligt, at fæle Ting lod sig tilsyne indenfor Kirkens Landemærker. Allerede omtrent 90 Aar før Sortedøden havde store Skarer af Mænd og Kvinder, Voksne og Børn, Fornemme og Ringe (især i Italien) draget ud paa Bodsvandringer fra By til By. De gik aldeles nøgne ned til Bæltestedet, og det endog i den strængeste Vinter, sang rystende Bodssalmer og piskede sig selv (stundom ogsaa hverandre) tilblods, medens Taarerne randt i Strømme nedover deres Kinder, og holdt ved dermed baade Nat og Dag. Omtrent det samme Raseri gjentog sig i Italien i 1334 og 1340. Men endnu værre blev det om Vaaren 1349 (paa Grund af Sortedøden), da Flagellanternes Piskningstog udbredde sig ogsaa over Tyskland, Polen, England og flere Lande.[1] Med Kors og Faner i Haanden og med Kors
- ↑ De kom endog saa langt nord som til Danmark, men blev ved en kongelig Befaling udviste af Landet.
