lægge Folkets Levnetsmidler og Jordens Grøde. – Hvor stor Folkemangelen var, sees ogsaa deraf, at der i somme Lande Ingen var at faa til Lærere, hvorfor Børnene vokste op i den største Uvidenhed, og Raahed, Grovhed og alskens Laster tog sørgelig Overhaand. Ligesom Præsteskabet, saaleledes døde ogsaa for en stor Del Øvrighedspersonerne, hvorved Tilstanden blev endmere lovløs end den i hine Tider allerede var. Man har derfor ogsaa sagt, at Verden paa Grund af Sortedøden blev „tom paa Folk men fuld af Forbrydelser;“ for i det Hele synes det slet ikke, som om de Gjenlevende i mindste Maade skikkede sig bedre end før, men snarere værre. Og dog kan det alligevel næppe nægtes, at denne Landeplage i visse Maader tjente til Nytte, ligesom Alt, hvad Vorherre gjør. Sortedøden var vistnok enslags nødvendig og nyttig Renselses-Kur. Idetmindste somme Steder skal ligesom en ny Kraft og Kvikhed have ytret sig blandt Folkene. Der tales f. Eks. om, at Kvinderne i de følgende Aar var langt frugtbarere end sædvanlig; Tvilling- og Trilling-Fødsler skal saaledes have været meget almindelige straks efter Sortedødens Tid. Om dette viste sig her i Norge ogsaa, er ubekjendt, idetmindste for mig da. Dog synes det ikke rimeligt, at Folkemængden hertillands vokste med nogen synderlig Raskhed; og vist er det ialfald, at Norge i de følgende 400 Aar ikke paa langt nær opnaadde den Magt og Velstand, som det havde haft før Store Manndauen. Foruden Pesten, som var Hovedaarsagen, bidrog ogsaa flere Ting dertil, saasom daarlig Regjering, Uaar, Hungersnød og de mange ulyksalige Krige med Sverrig, hvortil ogsaa kom den graadige Udsugelse og al anden Overlast, som Folket maatte lide af de tyske Kjøbmænd (Hanseaterne), og som de usle Konger i lang Tid ikke var istand til at afværge.[1] – Har der altsaa end været
- ↑ Værst for, som bekjendt, Tyskerne frem i Bergen og paa Bergenskanten, men ogsaa flere Steder var de slemme nok. 1368
