kunde gjøre Andet end at række de Syge en og anden Ting, som de forlangte, samt se paa deres Død. Dog blev ofte de Penge, som de derved fortjente, dem selv til Fordærvelse. – I denne Tid opstod den endnu uhørte Skik, at Kvinder, hvor fornemme, sædelige og smukke de end var, aldeles ikke undsaa sig for, naar de blev syge, at lade sig opvarte af Mænd, hvad enten disse var unge eller gamle, og at de uden Undseelse viste sig for dem, som om det var Kvindfolk. Kanhænde denne Uskik ogsaa var Aarsag til, at mange Helbredede siden viste saa liden Kyskhed.
Tallet paa dem, der døde i Byen Nat og Dag, var faa stort, at man forfærdedes, naar man hørte det, endsige naar man selv saa Elendigheden. Men derfor kunde det næsten ikke andet være, end at der blandt de Gjenlevende viste sig Mangt og Meget, som ikke svarede til Borgernes tidligere Sædvaner. Saaledes var det Skik, at Granne-Kvinderne og Andre efter Ens Død kom sammen i hans Hus tilligemed hans nærmeste Skyldfolk for at udtrykke sin Sorg i Klage, og at Mandspersonerne af hans Slægt saavelsom Naboer og Venner samlede sig i Mængde ved hans Dør; hertil kom, efter Omstændighederne, ogsaa Præsteskabet. Den Dødes Ligemænd bar ham da paa Akslerne hen til den Kirke, som han før sin Død havde udvalgt sig, altsamment ledsaget af tændte Voks-Kjærter, Sang og andre Begravelses-Ceremonier. Men disse Skikke blev ikke synderlig agtet, da Pesten tog Overhaand. Ti ikke nok med, at de Fleste døde uden at nogen Mængde af Klage-Kvinder kom sammen, men Mange gik endog ud af Verden, uden at et eneste Vidne var tilstede, og det var yderst Faa, over hvem der fældtes bitre Taarer eller medlidende Klager fød. Istedenfor kvindelig Medlidenhed hørtes fordetmeste selskabelig Latter, Skjæmt og Spot – Noget, som endog Konerne havde lært sig til. Det var sjældent, at noget Lig ledsagedes til Kirken af mere end en 10–12 Naboer. Den Døde blev heller
