ikke baaret af sine Venner og agtværdige Medborgere men af et Slags Gravere, som bestod af simple Folk og kaldtes Pesttjenere; disse rendte da afsted med Kisten, idethøjeste ledsaget af 4 til 6 Gejstlige, hen til den første den bedste Kirke (uden at bry sig om, hvor den Afdøde havde ønsket at hvile), mangengang med et Lys, mangengang ogsaa uden det. Der satte man da den Døde i den første aabne Grav, som fandtes, uden at give sig Tid til lange Ceremonier.
Med den simple Mand saavelsom de Fleste af Middelstanden var det endnu værre; i Tusindvis faldt de daglig i Sygdom og døde af den fuldkomne Mangel paa Pleje og Hjælp. Der var Mange, som om Dagen eller Natten ud- aandede Livet midt paa Gaden, Mange igjen, som døde i Husene, uden at Naboerne fik det at vide, førend de mærkede Lugten af de raadnende Lig. Mere af Frygt for Stankens Skade end af Medlidenhed med de Døde, slæbte da Naboerne dem ud af deres Boliger og lagde dem udenfor Dørene. Her kunde Enhver, som gik igjennem Staden, især om Morgenen, se utallige Lig ligge. Naar de nu skulde bæres bort, var der Mange, som ikke engang havde en Baare men kun et Bræt at lægge de Døde paa. Det hændte tit, at 2 eller 3 blev lagt paa samme Baare, og det var ikke en men mange Gange, at Mandens og Konens eller 2–3 Søskendes eller Faders og Børns Lig paa denne Maade fulgtes ad. Ofte hændte det ogsaa, naar et Par Præstemænd gik foran En med Korset, at en 3–4 Baarer undervejs sluttede sig til Følget, og at Præsterne, som ikke vidste andet, end at de havde 4 Død at begrave, isteden derfor havde 6, 8 eller flere. Omsider hædredes de Døde slet ikke med Taarer, Følge og Lys; man brød sig ikke mere om, naar et Menneske opgav Aanden, end naar en Gjed kreperer nu. – – – Da den indviede Jord ikke strakte til, saa grov man dybe Grøfter, hvori man kastede de Døde i Hundredevis. Her ophobedes Ligene som Varer i et Skib, Flo paa Flo, indtil
