Grøften blev fuld op til Randen, og imellem hver Flo kastedes der lidt Jord.
Heller ikke det omliggende Landskab blev skaanet for Pesten. Paa de adspredte Landgodser og Bondegaarde (hjemme saa vel som paa Gader og Veje) døde de stakkers Folk uden nogensomhelst Lægehjælp og Pleje. Derfor blev ogsaa deres Sæder udskjæmt ligesom Kjøbstadfolkenes; de brydde sig ikke noget om sine sædvanlige Sager, men lod dem skjøtte sig selv; de tænkte ikke paa at bevare og forøge Frugten af sit tidligere Stræv, men gav sig bare til at gjøre Ende paa, hvad de havde, som om Døden skulde ramme dem alle samme Dag. Derfor rendte ogsaa Okser, Æsler, Sauer, Gjeder, Svin og Høns ja endog Hunde, som dog er Mennesket troest, omkring paa Markerne, hvor Kornet stod forladt og hverken blev skaaret eller indhøstet.
Hvad Mere kan jeg sige, naar jeg vender mig fra Landet til Byen igjen, end at Himlens, kanske ogsaa Menneskenes, Haardhed var saa stor, at man med Vished tror, at der indenfor Florenz’s Mure fra Marts til Juli blev bortrevet over 100 Tusinde Mennesker, dels af den ondartede Sygdom og dels af Mangel paa Pleje. Ak, hvor mange store Palladser, hvor mange herlige Huse og fornemme Boliger, som engang havde været fulde af glimrende Tjenerskab, af ædle Herrer og Damer, stod ikke nu tomme lige til den ringeste Stalddreng! Hvor mange navnkundige Slægter uddøde ikke, og hvor mange rige Efterladenskaber var ikke nu uden Arvinger! Hvor mange raske Mænd og vene Kvinder og blomstrende Ungersvende, som endog Galen, Hippokrates og Æskulap selv[1] vilde have holdt for sunde, sad
- ↑ Galenus (eller Galen) var en navnkundig Læge i Lille-Asien omkring 180 Aar efter Kr. Hippokrates er omtalt i Anm. Side 93. Æskulap var efter Grækernes Tro Lægekunstens Gud (ligesom Gudinden Eyr hos de hedenske Normænd).
