ikke om Morgenen tilbords med sine Slægtninger, Kammerater og Venner, og var dog allerede inden Kvælden samlet med sine Forfædre i den anden Verden!“
Den før omtalte Professor Ilmoni har den Mening, at Digerdøden rettest maa betragtes som Højdepunktet i den lange Rad af Byldepest, der efter hans Forestilling jævnlig hærjede Europa i 1200 Aar (nemlig fra omtrent Aar 550 til 1750). Og denne Tanke synes slet ikke saa urimelig; ti vi ser, at vor Verdensdel længe efter Sortedøden fremdeles blev hjemsøgt af lignende Sygdomme som den, og at Kolera-Pesten, som nu i den senere Tid har voldt saa store Ødelæggelser, er af et langt andet Slag end de fleste Farsotter, der i ældre Tider rammede Verden. Man kunde altsaa sige, at Svartedauens Forløbere ytrede sig i 800 Aar, og Efterveerne i 400, De vigtigste af disse kan ogsaa fortjene at nævnes, tænker jeg, ligesaavel som de forrige.
Aar 1351 sattes Folk i Skræk ved en stor Komet (og i Danmark tillige ved en svær Storm); og 1356 sporedes atter svære Jordskjælv ved den øvre Del af Rhin-Elven, hvilke gjentog sig i forskjellige Lande og ledsagedes (især i Syd- og Mellem-Europa) af svære Sygdomme baade paa Mennesker og Dyr. Omkring 1360 udbrød i Norden (især i Sverrig) en stor „Barnedød“ (rimeligvis Smaakopper), og i Sydeuropa gjentog sig mangesteds de samme Sygdomstegn som ved selve Sortedøden (se Side 101). Fire Aar senere blev Rusland angrebet af en lignende Pest; og 1369–74 rammedes blandt andet Italien, Tyskland og Norge af store Sygdomme. I Tyskland døde endog en ustyrtelig Mængde baade tamme og vilde Dyr, hvorpaa fulgte den underlige Dansesyge (se Side 115); og i England henfaldt mange Mennesker til Afsindighed og Galskab. 1378 skal Norge paany være bleven hjemsøgt af „en slem Sygdom med Bylder“ (rimeligvis blandet med
