nøje til Alt, hvad der er sked igjennem Tidernes Løb, da vilde vi sikkert tale og stelle os anderledes end vi ofte gjør; nu klager vi tit, hvor vi havde god Grund til at være glade, laster Det, som hellere fortjente at roses, og er stolte af eller glæder os igjen i Adskilligt, som snarere maatte bringe os til at blues, – Altsamment, fordi vi ikke nøje kjender Tilstanden og Forskjellen mellem fordum og nu. Og hermed vender vi da tilbage til det, vi begyndte med.
Det er allerede sagt, at der endnu i vore Dale er fuldt af Smaasagn om „Svartedauen“ og dens Ødelæggelser; den kaldes ellers sommesteds „Stormannadauen“ eller ogsaa ligefrem „Pesta.“ Folket, som i Almindelighed er rigt paa Indbildningskraft og især i gamle Dage var overtroisk, har nogle Steder tænkt sig „Pesta“ som en gammel, graableg Kjærring, der som oftest var klæd i rød Stak, og rejste Landet rundt med Rive og Lime. Der, hvor hun brugte Riven, blev altid Endel i Live; hvor hun derimod sopede med Limen, døde hver en Moders Sjæl.
Det er et gammelt Sagn, at da Pesten kom til Sogn i Bergens Stift, var der mange af de rigeste og fornemste Folk, som rømte sin Vej op til den ensomme, afsidesliggende Justedal.[1] I Forvejen havde de gjort den Aftale med sine tilbageværende Slægtninger, Venner og Bygdefolk, at ingen af disse skulde komme op til Justedalen, saalænge Pesten stod paa i Sogn. De, som vilde skrive, skulde lægge sine Breve under en stor Sten mellem begge Bygdelag og paa samme Sted finde Svar. Stenen kaldes endnu „Brevstejnen.“ Paa denne Maade trodde Udflytterne at undgaa
- ↑ Sagnet siger ogsaa, at Justedalen dengang endnu var øde og ubeboet, og at disse udvandrede Sogninger var de førte, som byggede der. Dette er dog ikke saa; ti i gamle Brevskaber tales der en god Stund før Svartedauen om „Jostrudals“ Kirke. Men derfor kan nok Sagnet i andre Stykker være nogenlunde sandt.
