Farsotten, men det blev ikke faa. Den kom op til Justedalen ligefuldt, og rasede saa slemt, at alle Folk i Dalen døde saa nær som en liden Pige paa Gaarden Bjørkehaug. Bygdens Kreaturer rendte tilskogs og for aldeles paa Vildstraa, da Ingen længer stelte og jætede dem, og om en Stund kom de flokkevis over til et Nabosogn (Vaage eller Lom?). Her blev omsider Folket yderst forundret over, at der ikke skede nogen Efterspørsel efter dette fremmede Kvæg; de begyndte da at frygte for, at det stod slemt til i Justedalen, hvorpaa Nogle vandrede did for at faa Oplysning om Sagens Sammenhæng. Denne var desværre altfor sørgelig; de gaardfore næsten hele Dalen, men overalt hvor de kom, fandt de Husene tomme og opgav tilsidst Haabet om at træffe nogen levende Sjæl. Paa Hjemvejen fik de imidlertid aldeles uventet Øje paa et Pigebarn i Marken udenfor Bjørkehaug; hun var nemlig bleven aldeles folkeræd, og havde nu rendt tilskogs af Rædsel for de Fremmede. De raabte til hende, men hun tog Flugten ind i Skogen som en vild Fugl. Langt om længe fik de dog Tag i Pigen, men hun kunde hverken snakke noget Forstaaeligt eller skjønne deres Tale. For hendes Vildheds Skyld kaldte de hende „Rypa.“ De tog hende med sig til sit Hjem, hvor hun blev opfostret og skikkede sig vel. Justedalen laa øde i adskillige Aar, indtil nogle Nordfjordinger kom did og opryddede paany de gamle Enge og Agre, først og fremst paa Gaardene Faaberg og Myklemyr. Da Rypa senere var kommen til Skjels Aar og Alder, drog hun tilbage til sin Fødebygd, blev gift og levede der til sin Død, og fra hende nedstammede en Slægt, som gjennem lange Tider var Bygdens bedste Folk og kaldtes efter hende „Rypeslægten.“ Endnu for 100 Aar siden skal der have levet Efterkommere af „Justedals-Rypa.“
I Hjørendfjord paa Søndmør uddøde, siger Sagnet, alt Folket med Undtagelse af en eneste Kvinde. En Stund derefter landede nogle Skotter eller Engelskmænd, der ned-
