i selve Sætersdalen, medens Ingen kom til Finddalen, saa vilde dog Knut og Tore ikke forlade sin Fædrenejord men blive der til sin Dødedag. Den eneste Sorg, de havde, var den, at de tilsidst gik fejl af Tidsregningen og ikke vidste synderlig Greje paa, naar Julehelgen stod for Døren. For den Sags Skyld skulde Tore engang paa sine gamle Dage gjøre en Tur til Sætersdalen, men fik allerede paa Fjeldet (af en Hulder, Gjygr eller anden Bjergaand) Oplysning om den rette Juletid og vendte saa tilbage til sin kjære Ægtemand. Saavidt man ved, efterlod de sig ingen Børn, og Dalen blev fra den Tid øde.
I Siredalen (i Bakke Præstegjæld) omtales en stor Berghule ved Navn Nykhelleren eller „Tolvko-Helleren,“ der før Svartedauen brugtes til Kirke. Den har sit ene Navn deraf, at Bønderne havde givet Bispen 12 Kjyr for Indvielsen. De, som sognede dertil, var 5 Bondegaarde, der laa aldeles afsides mellem Fjeldene, men hvis Beboere uddøde allesammen i den sorte Død.
Bertedalen i Molands Præstegjæld blev ogsaa folketom, men er i senere Tider atter bleven bebygget. Og saaledes gik det efterhaanden (om end langsomt) med de fleste Gaarde og Bygdelag, som paa Grund af Pesten lagdes under Fæfod. Det var som vor norske Digter C. N. Schwach siger:
„Grumt havde Pesten gjennem Norge faret,
Hin griske Landfarsot, den sorte Død;
Faa havde Herrens Naade kun bevaret,
Mens Tusinder som Dødens Rov laa strød.
Men der, hvor hele Slægter vare døde,
I mange Aar laa Egnen tom og øde.“
Ja, der skal have været Gaarde, Bygder og Dale, som ikke alene blev øde og overgrod af Skog, men blev endog aldeles glemt. Naar saa Folk fra Nabobygderne efter lange Tiders Forløb fandt slige Steder i Fjeld og Mark, da gav de dem ofte Navn efter Findingen, f. Eks. Finddal,
