Findland, Findaas (dog har vel just ikke alle slige Navne en saadan Oprindelse). I Nummedal tales der ogsaa om Huse, som fandtes igjen en god Stund efter Pestens Tid („Fundar“- eller „Fyndarhuse.“) Og i Valders og Vardal har man et Par lignende fuldstændige Sagn, som vi til Slut faar tage med.
Der, hvor Storgaardene Mustad i Vardal nu ligger, skal i gamle Dage Kongsgaarden Framstad have staat. Den blev da øde, siger Sagnet, ligesom næsten hele Bygden, og et 100 Aar eller kanske 2 efter „store Manndauen“ vidste man bare at fortælle, at den vestlige Del af Dalen (nærmest imod Land) havde været beboet. Da hændte det engang, at en Bjørneskytter fra Gaarden Landaasen kom paa Vildstraa i de store Skoge deroppe; han gik og gik, men kunde ikke faa Øje enten paa Far efter Folk eller Fæ eller paa Røg eller andre Tegn til Menneskers Nærhed. Men bedst som han gik i den tykkeste Skog, traf han aldeles uventet paa gamle Huse. De var saa øde og tomme at se til, at Skytteren ikke ret vidste, om han kunde driste sig til at gaa ind. Omsider tog han dog saavidt Mod til sig, at han aabnede Døren til Hovedbygningen. Paa Gruven nedenunder stod en Kjedel, der var overvættes ejret (irret); paa Bænkene laa Spindetejner, halvraadne Garnnøster og andet Kvindfolkstel; paa Væggen hang en Bue og nogle andre Vaaben – men det Hele skjult af Støv. Han gik omsider op paa Loftet for at se, om der da slet ikke skulde være Spor af selve Menneskene, som fordum maatte have bod paa Gaarden. Her viste sig for ham et underligt Syn. Der fandtes Sengsteder, som var bygget af store Tømmerstokke og paa begge Ender indsinket i Husvæggen; i hvert Sengsted laa Benraden af to eller flere Mennesker, og over det Hele yrede en utallig Mængde Mus, som nu blev opskræmt og fløj omkring ham som en vild Sky for at finde Lofthullet. Derpaa gjennemsøgte han ogsaa de andre Huse
