største Grumhed – tvang sine Russer til at antage en ydre Folkeskik; hvad der fornemmelig laa ham paa Hjerte, var at danne en efter europæisk Mønster indrettet Krigsmagt, hvorved han ikke alene indenlands kunde opretholde sit Voldherredømme – dette var en let Sag blandt en Nation, der ingenlunde er balstyrig – men ogsaa kunde maale sig med fremmede Magter. Han skaffede sig snart en Lejlighed dertil ved at yppe Krig med Sverrig, dengang Nordens mægtigste Stat. Den første Prøve faldt rigtignok uheldigt ud; thi Sverrigs store Krigerkonge, Karl den Tolvte, slog med sine otte tusind Svensker otti tusind Russer ved Narva; men Peters ihærdige Kraft lod sig ikke rokke derved; han havde Folk nok at lade slaa ihjel, og han havde Hjelp fra en Kant, hvorfra han mindst burde havt den: fra os selv og Danskerne. Vi var dengang slagne med Blindhed; vi anede ikke, at vi ved at hjelpe Rusland til at svække et Frændefolk bidrog til at nedbryde et Bolværk for vor egen Selvstændighed, og skaffede os et overvældigt Rige nærmere ind paa Livet. Og hertil skede nu det første Skridt. Karl den Tolvte faldt ved Fredrikshald 1718, og tre Aar senere maatte det udmattede Sverrig (ved Fredsslutningen i Nystad) afstaa til Rusland sine Besiddelser ved Østersøen syd for den finske Bugt. Saaledes lagde Peter den Store Grunden til Ruslands Sømagt. Og den Politik[1], som Peter havde grundlagt, fulgtes troligt af hans Efterfølgere; ved at vælte sig ind paa svagere Naboer og ved altid med stor Sluhed at benytte sig af Anledningen, hvor der var rørte Vande at fiske i, føjede Rusland det ene Landstrøg efter det andet til sine Besiddelser. Under Kejserinde Katharina den 2den blev det ved indre Splid-
- ↑ Ved Politik eller Statskunst forstaar man nærmest de Grundsætninger, hvorefter en Stat handler i Forhold til andre Stater. Man taler saaledes om en Erobringspolitik, fredelig Politik o. s. v.
