agtighed svækkede Kongerige Polen ved et skjændigt Røveri, hvorved Rusland fik mere end Broderparten, deelt[1] mellem Rusland, Østerrig og Preussen; en Krig med Tyrkiet endte med at dette Rige (ved Fredsslutningen i Kutsjuk Kainardsji, 1774) maatte afstaa endeel Fæstninger og Strøg ved Kysten af det sorte Hav, og herved gjordes den første Begyndelse til Ruslands Sømagt i Syden. I Norden bragtes Peter den Stores Værk et Kjæmpeskridt videre ved Erhvervelsen af den gamle svenske Provins Finland, som Sverrig i 1809 maatte afstaa til Rusland. Derved fik det hele Østersøens Østkyst i sin Vold. Tre Aar senere maatte Tyrkiet afstaa saa store Landstrækninger, at Rusland derved kom i Besiddelse af hele det sorte Havs Nordkyst.
Saaledes seer vi i det første Tiaar af dette Aarhundrede Rusland opvoxet til et Rige, der strækker sig over næsten hele den østlige Halvdeel af Europa, fra Iishavets Kyster i Nord til Sortehavet i Syd, og i Vest fra Østersøen tvers over den nordlige Tredjedeel af Asien til det stille Hav. Dette Rige, det største paa Jorden, beboes af en Mængde forskjellige Folkestammer, hvoraf den største Deel endnu er ligesaa raa og uvidende som de var i de Dage, da det øvrige Europa neppe kjendte Rusland mere end af Navn. Af de 65 Millioner, som bebor Rusland, er henved 50 Millioner Trælle (Livegne), som ejes af sine Herremænd, og kan sælges og bankes som Kreaturer. Deres Religion er den græsk-katholske, der udmærker sig fremfor den romersk-katholske ved en endnu plumpere Overtro og Billeddyrkelse. Tsaren[2] forener i sin Person den højeste kirkelige og verdslige Myndighed; den russiske Almuesmand betragter ham som Guds egen Repræsentant, hvis Bud er hans eneste og højeste Lov. Saaledes anseer Russerne sig
