Porte til Verdenshavet er i en fremmed Magts Vold, kan den russiske Sømagt aldrig komme til at røre sig frit. At trænge frem til de store Have, til Middelhavet i Syd og Atlanterhavet i Vest, blev altsaa det næste Maal for Ruslands Politik. Kunde det faa Øresundets Kyster i sin Vold, eller hvad der ligger nærmere, kunde det faa sin nordvestlige Grænse flyttet et Stykke længer mod Vesten, saa det istedetfor de Havne, det nu har ved Nordiishavet, og som liggger tilfrosne syv, otte Maaneder om Aaret, kunde komme i Besiddelse af de store iisfrie Fjorde paa Norges Nordkyst, da havde det et aabent Verdenshav for sig, og Havne, hvor de største Flaader kunde ligge i sikkert Ly, beskyttede af Fæstninger, saadanne som Rusland forstaar at bygge dem. Paa samme Maade kunde det ved at komme i Besiddelse af det sorte Havs Udløb lægge Grundvolden til Herredømmet over Middelhavet.
Hvilken Magt der ligger i at beherske Havet, det kan man ved nogen Eftertanke let indse. Var det paa Peter den Stores Tid af Vigtighed for Rusland at danne en stærk Sømagt, saa er det i vor Tid for et erobringssygt Rige vigtigere end nogensinde før. I de Fredsaar, som fulgte paa de voldsomme Krige, der endte i 1815, har Handel og Kunstflid gjort Fremskridt, hvortil ingen foregaaende Tidsalder har seet Magen. Aldrig før har Folkene været saa ivrigt beskjæftigede med hvert i sit Land at benytte og tilvirke de Gaver, Naturen har skjænket dem; aldrig før har Videnskaben gjort større Opdagelser, hvorved Menneskene kan tage hidtil ukjendte Naturkræfter i sin Tjeneste, og ved deres Hjelp lette og udbrede Industrien, den Kunst at gjøre Naturens Frembringelser brugbare, forædle dem. Og denne Industri har igjen fremkaldt en Samfærsel mellem Folkene, en Handelsvirksomhed, som overgaar alle forløbne Tiders. Folkene har begyndt at trænge til hverandre; og ligesom denne Følelse Mand og Mand imel-
