Aag. Men da – hvis Rusland fik Overmagten – da vilde Herskeren være det ufrieste Folk i Europa, et Folk, hvis Vilje ligger i en enkelt Dødeligs Haand, et Folk, der ved enhver Lejlighed vilde bruge sin Magt til Angreb og Erobring, som med sine flydende Fæstninger vilde bringe Skræk og Forsagthed over Landene og kue enhver Udvikling af et frit Folkeliv. Saaledes er det et Livsspørgsmaal, ikke alene for Folkenes Velstand, men for deres Frihed, om Rusland kommer til at røre sig frit paa Havet; thi om det end kunde vare længe, inden det fik bruge sin Magt til at erobre Riger, vilde dog Følgerne af en saadan Overmagt strax vise sig. Man maa betænke, at et Rige ikke alene er mægtigt ved hvad det har erhvervet, men ligesaameget ved det Ry, der staar af dets Magt. Vi selv og vore nordiske Frænder vilde nok være blandt de Første, som kom til at erfare dette. Det frejdige Haab til Fremtiden, den Tro paa sin Kraft, der i Sandhed kan gjøre et lidet Folk stærkt, vilde skrante og give Plads for Tvivl og Forknythed, naar vi under al vor Id stadig maatte mindes, at vi lige udenfor vor Dør havde en grisk og vældig Nabo, som vi hvert Øjeblik kunde vente vilde bryde ind og hærje det Huus, vi holdt paa at ordne og pryde, til Glæde og Hygge for os og vore Børn.
Hvorledes Rusland i Norden har søgt at naa sit Maal ved at vælte sig ind paa vort eget Land, og hvorledes vi for det Første undgik Faren, derom har Folkevennens Læsere tidligere[1] faaet Besked. Vi skal nu se, hvorledes et endnu djervere Forsøg gjordes i Syden, og hvorledes dette Forsøg fremkaldte den blodige europæiske Krig, som jeg i det Følgende agter at skildre.
Ruslands sydlige Nabo, Tyrkiet, var engang en ligesaa frygtet Magt i Europa, som Rusland nu er; ja det er jo ikke længe siden det tyrkiske Navn hos os i Folketroen
- ↑ I 5te Aargangs 1ste Hefte S. 74–77.
