Side:Folkevennen 1856.djvu/181

Denne siden er ikke korrekturlest
177

har den nu regjerende Sultan, Abd-ul-Medsjid, gjort sit Bedste for at raade Bod herpaa, idet han (i 1839) befalede, at alle Undersaatter i hans Rige, uden Hensyn til sin Tro, skulde behandles lige; men at magte Religionshadet og lægge Baand paa griske Embedsmænds Rovbegjerlighed er lettere sagt end gjort. I denne Nød havde de Kristne i Tyrkiet efterhaanden vant sig til at se op til Sultanens mægtige Nabo, Ruslands Tsar, som sin Beskytter og Tilflugt i Nøden. Det havde nu Tsaren intet imod; han fik derved en ypperlig Lejlighed til, under Paaskud af at hjelpe sine lidende Troesbrødre, at vælte sig ind paa Tyrkiet. Allerede i 1774 havde Rusland (ved den ovennævnte Fredsslutning i Kutsjuk-Kainardsji) faaet et godt Tag i nogle af Tyrkiets rigeste Provinser, Moldau, Vallakiet og Servien, idet Porten[1] maatte forpligte sig til ved Bestyrelsen af disse Provinser at spørge Rusland tilraads. I 1826 fik Rusland halvvejs Herredømme over de to førstnævnte af disse Lande, eller tog dem under sin „Beskyttelse“, som det kaldte det; Porten maatte indrømme Landets Stormænd Ret til selv at vælge sine Hospodarer (Statholdere), som Porten ikke uden Ruslands Samtykke kunde afsætte; tyrkiske Soldater maatte kun ligge i enkelte Fæstninger, og Porten kunde ikke paalægge nogen Skat, uden først at spørge Rusland om Lov. Servien blev ved samme Lejlighed næsten uafhængigt.

Herved havde Rusland faaet mere at sige i disse Lande, end det Rige, der i Navnet var deres Hersker. Saalænge Adelsmændene i Moldau og Vallakiet kun havde Valget mellem at vælge en tyrkisksindet eller en russisksindet Statholder, kunde Tsaren være sikker paa, at de af Had til

  1. Dette Navn paa den tyrkiske Regjering har sin Oprindelse fra den første tyrkiske Hersker, Osman, der kaldte Døren til sit Palads „den høje Port.“ Efter ham kaldes ogsaa Riget det Osmanske.