at betyde, fordi de gav Rusland et Paaskud til at vælte sig ind paa Tyrkiet. – Ved Tyrkiets vestlige Kyst, henimod Adriaterhavet, ligger et Fjeldstrøg, Montenegro, der danner et Slags uafhængigt Fyrstendømme, som kun svarer en ubetydelig Skat til Tyrkiet. Dette Fillerige, hvis hele Folketal beløber sig til en 100,000 Mennesker, der lever af Kvægdrift og Jagt, havde sat sig i Hovedet, at det ikke længer vilde betale Skat til Tyrkiet, men danne en fuldkommen uafhængig Stat. De gav sig i Vinteren 1852 til at plyndre paa tyrkisk Grund; Tyrkerne sendte en Armee mod dem for at faa Fred; men Rusland kunde ikke bære over sit Hjerte at se disse sine Troesbrødre lide saadan Tort og agtede nu at forlange, at Porten skulde anerkjende Montenegrinernes Uafhængighed. – Det andet Tvistpunkt gjaldt de hellige Steder, nemlig nogle Bedehuse ved den hellige Grav i Jerusalem, som Frankrig paa de romersk-katholske Kristnes Vegne havde faaet Tyrkiet til at indrømme disse, hvilket Rusland mente gjorde Indgreb i dets egne Troesbrødres Ret. Rusland holdt nu paa at afsende en Ambassadør, Fyrst Menzikoff, til Konstantinopel, for, som det hedte, at faa disse Sager grejede. Det Hele saa ud til at angaa rene Ubetydeligheder, og man anede mindst, at der stak Fordringer under, som vilde fremkalde en europæisk Krig.
Mens dette stod paa, var det Tsaren begyndte sine første hemmelige Underhandlinger med England. Den 9de Januar 1853 var Tsaren i et Aftenselskab, hvor ogsaa den engelske Gesandt var tilstede. Han tog ham hen i en Vinduesfordybning, og begyndte ganske lunt, som om det blot gjaldt Vejr og Vind, at smaasnakke med ham om de engelske Anliggender. „Den engelske Regjering og jeg,“ sagde han, „bør altid holde Fred med hinanden. Sig det til Lord John Russel.[1] Naar vi er enige, er jeg ganske ube-
- ↑ Denne Statsmand forestod dengang de udenrigske Anliggender i England.
