kymret for det øvrige Vest-Europa; men med Tyrkiet er det rigtignok en anden Sag.“ Den engelske Minister mente, at det vel ikke saa saa farligt ud med Tyrkiet: „Jo,“ svarede Kejseren, „Tyrkiet er i den største Forvirring; det vil skaffe os meget Bryderi; det hele Rige gaar sin Undergang imøde; dette vil være en stor Ulykke; og det er nødvendigt, at Rusland og England er fuldkommen enige om hvad der da skal gjøres, og at intet Rige foretager Noget uden det Andets Vidende. Det er en syg Mand, vi har med at gjøre, og jeg siger Dem det rent ud, det vilde være en stor Ulykke, om han en vakker Dag undslap os, før vi havde forberedt os derpaa.“ Sir Hamilton mente nu, at det vilde være pynteligere at fare varligt med den „syge Mand;“ Kejseren brød da af med de Ord, at han nok en anden Gang vilde tale noget videre om den Sag.
Nogle Dage derefter blev den engelske Minister hentet op til Kejseren for at fortsætte den paabegyndte Samtale. Kejseren begyndte: „De veed hvilke Drømme om Forøgelse af Ruslands Magt Kejserinde Katharina behagede sig i; de er gaaede i Arv ned til vore Dage, men jeg tænker aldrig paa noget Saadant, saa stor en Magt jeg end har arvet. Mit Rige er saa stort og lykkeligt, at det aldrig kan falde mig ind at tænke paa Erobringer, tvertimod; Ruslands største, ja maaske eneste Fare ligger i, at det udvider sine Besiddelser. Det vilde sikkert være bedst for Rusland, om Tyrkiet kunde holdes oppe; thi det er længe siden Rusland behøvede at frygte Noget af det. – Men der er i dette Rige flere Millioner Kristne, hvis Tarv det er min Pligt at vogte paa; det er en byrdefuld Pligt, men den kan ikke forsømmes. Men nu er Tyrkiet i en saadan Tilstand, at den syge Mand en vakker Dag pludselig kan dø. Det vilde gjøre mig inderlig ondt, men det er nu engang saa, og vi maa forberede os paa, hvad vi skal gjøre med hans Efterladenskab. Derom vil jeg gjerne høre Deres Regjerings
