Mening.“ Sir Hamilton indvendte, at Tyrkiet hvis han var vel underrettet endnu kunde leve længe, og at i alle Fald hans Regjering neppe vilde gaa ind paa at behandle et venskabeligt Land som om det allerede var ophørt at være til. Men Kejseren kom bestandig tilbage til Sit, og begyndte nu ogsaa saa smaat at lade sig mærke med, hvorledes han agtede at dele med England. „Naar blot England og jeg er enige, saa kan det være os ligegyldigt, hvad Andre tænker. Men Eet siger jeg ligeud: dersom England tænker paa at sætte sig fast i Konstantinopel, vil jeg aldrig tillade det. Jeg siger ikke, at det har saadanne Hensigter, men det er dog bedst at have Saadant paa det Rene iforvejen. Jeg skal ogsaa gjerne forbinde mig til ikke at tage Konstantinopel, i al Fald ikke som Ejendom, men at jeg tog Byen som Pant, kunde dog nok hænde.“ Ved en anden Lejlighed sagde Tsaren: „Det være langt fra mig at ville gjøre Nogen uretfærdige Beskyldninger; men der skeer visse Ting i Konstantinopel og Montenegro, som er meget mistænkelige. Det skulde undre mig meget, om ikke den franske Regjering tragter efter at sætte Splid mellem os i Tyrkiet, for lettere at kunne opnaa sine Hensigter, blandt Andet for at faa Tag i Tunis. Men naar blot England og jeg er enige“ o. s. v. – „Men Deres Majestæt glemmer aldeles Østerrig,“ sagde den engelske Gesandt. „Alle Spørgsmaal om Tyrkiet angaar dette Rige paa det Nærmeste. Det venter dog vel at blive raadspurgt.“ – „Aa,“ svarede Kejseren, „naar jeg taler om Rusland, taler jeg ogsaa om Østerrig. Hvad der er bekvemt for En af os, er det ogsaa for den Anden.“ – „Donaufyrstendømmerne,“[1] sagde Tsaren i et senere Møde, „er jo i Grunden en uafhængig Stat under min Beskyttelse; og saaledes kan det fremdeles blive. Men Ægypten kunde det være af Vigtighed for England at besidde. Alt hvad jeg kan sige derom er, at hvis
- ↑ Moldau og Vallakiet, som for en Deel begrænses af Donau.
