det tyrkiske Rige gik tilgrunde, og der blev Tale om at dele det, skulde jeg ikke have Noget imod, at I tog Ægypten i Besiddelse. Det samme gjælder Kreta. Denne Ø ligger bekvemt for Eder, og der er fra min Side Intet ivejen for, at den bliver Englands Ejendom.
Disse Samtaler forefaldt under forskjellige Sammenkomster i Januar–April 1853; Sir Hamilton indsendte nøjagtige Beretninger derom til Regjeringen i London, og denne paalagde ham at svare Kejseren, at den ikke kunde dele hans Anskuelser om Tyrkiets Stilling, og at den ikke ansaa det nødvendigt for Tiden at befatte sig videre med den Sag.
Man indseer let, hvor Kejseren vilde hen med disse hemmelige Underhandlinger. Først vilde han komme under Vejr med om England uden Videre vilde give ham frie Hænder; da han mærkede Modstræben, søgte han at skræmme det ved at ymte om, at Frankrig nok ved at udvikle sin Magt i Middelhavet (ved at tage Tunis) kunde blive det en farlig Medbejler; og da heller ikke dette hjalp, vilde han lokke det ved Udsigten til en Broderpart i Rovet: Kreta og Ægypten. Han var desuden saa forsigtig, ikke at forlange nogen formelig skriftlig Aftale; „jeg fordrer kun,“ sagde han, „en mundtlig Forsikring som mellem Gentlemænd,“ saadanne Gentlemænd som delte Polen mente han vel. – Østerrig voldte ham, som man seer, ingen Betænkeligheder, og den femte Stormagt, Preussen, maatte døje den Tort, at han ikke engang gad nævne den. –
Vi skal nu se, hvad Slags Doktor det var, han paa samme Tid afsendte for at kurere den syge Mand i Konstantinopel. Fyrst Menzikoffs Sendelse var af en fuldkommen fredelig Natur, hedte det. Han ankom til Konstantinopel den 28de Februar 1853. Han holdt sit Indtog som en Fyrste, og begyndte strax at opføre sig som om han var hjemme, som om det blot gjaldt at kaste Beboeren paa Døren, og saa indrette sig som om han var Statholder i en
