det havde nydt fra de ældste Tider, og at det ogsaa skulde nyde Godt af de Rettigheder, som maatte blive tilstaaede andre kristne Samfund. Dette var et stort Skridt fremad mod det Rusland egentlig tilsigtede; thi saa rimelige end disse Udtryk seer ud, viste det sig dog ved den Maade, paa hvilken Rusland senere forklarede dem, at det for Sultanen gjaldt hverken mere eller mindre, end at opgive sin Højhedsret over sex Syvendedele af sine europæiske Undersaatter. Ved „de Rettigheder de havde nydt fra de aldste Tider“ forstod nemlig Rusland ikke alene religiøse, men ogsaa borgerlige Rettigheder, som de Kristne kunde have havt, maaske endog før det tyrkiske Rige i Europa blev til; og ved andre kristne Samfund mentes ethvert lidet Samfund af østerrigske eller franske Udlændinger, som kunde have bosat sig i Tyrkiet, og af Porten være indrømmet visse Fordele. Det varede en Stund, før det øvrige Europa fik Øjnene op for den sande Mening af disse snedige Udtryk; og Stormagterne ansaa det i nogen Tid for en urimelig Gjenstridighed af Porten, at den vægrede sig for at gaa ind paa disse Fordringer, men efter nogle Maaneders Forløb, efterat Rusland havde rykket ud med sin sande Mening, maatte man dog indrømme, at Porten bedst havde skjønnet, hvorledes det var fat med dens kjære Nabos Billighed.
Da Menzikoff mærkede, at han ikke kunde komme nogen Vej ved yderligere Trusler, sendte han Sultanens Regjering en Note, hvori han protesterde mod, at Porten paa egen Haand betryggede de Kristnes religiøse Rettigheder, fordi – her slap det ud – et saadant Tilsagn vilde ophæve de andre (borgerlige) Friheder, som de græske Kristne fra de ældste Tider havde nydt. Han erklærede til Slutning, at Kejseren, hans Herre, nu ikke havde Andet tilbage end med Vaabenmagt at hævde sin „Beskyttelsesret“ over sine Troesbrødre i Tyrkiet. Dermed rejste han, den 21de Maj.
