Til Svar paa disse Trusler udgav Sultanen et
aabent Brev, hvori han højtideligt erklærede, at det aldrig
havde været eller kunde blive hans Hensigt, at forulempe
sine kristne Undersaatter i Udøvelsen af deres Gudsdyrkelse,
og gav dem langt mere Betryggelse for deres Religion, end
Rusland havde forlangt. Der viste sig ogsaa tydelige Tegn
til, at de Kristne i Tyrkiet selv fandt, at Rusland gjorde
sig for megen Ulejlighed for deres Skyld. De havde nok
gjerne villet have en Støtte i Ruslands Tsar, naar det
tyrkiske Herredømme faldt dem for tungt; men for at faa
ham til Hersker istedetfor Sultanen vilde de dog helst
være fri. De indsaa, at de igrunden havde det bedre under
en Fyrste, der i al Fald viste, at han undte dem det vel,
og at den Omarmelse, Rusland nu vilde lyksaliggjøre dem
med, var saa om at den let kunde kvæle dem.
Efter det uheldige Udfald af Fyrst Menzikoffs Sendelse tilstillede den russiske Førsteminister Porten en Note, hvori han erklærede, at dersom ikke Tyrkiet gav efter med det Gode, vilde Rusland lade sine Tropper rykke ind i Donaufyrstendæmmerne og holde dem besatte, indtil Tyrkiet gav Kjøb. Det var ingenlunde Meningen dermed at begynde Krig mod Tyrkiet; man vilde blot holde disse Lande som Pant, indtil man fik sine Fordringer indrømmede. Porten svarede kort og godt, at dertil havde Rusland ingen Ret. – Nu kunde der ikke længer være Tale om at sætte sin Vilje igjennem ved blotte Trusler; Kejser Nikolaus udstedte da, den 26de Juni, en Kundgjørelse til sit Folk, hvori han erklærer, at han forgjeves havde forsøgt at bøje Sultanens Stivsind, at han saa sig nødsaget til at drage Sværdet for at haandhæve sin Kirkes Rettigheder, og at han i Tillid til Gud og sin retfærdige Sag med væbnet Haand vilde forsvare den sande Tro mod Hedningerne.
Nogle Dage derefter, den den Juli, gik den russiske Armee, henved 70,000 Mand stærk, over Pruth (Grænse-
