floden mellem Moldau og Rusland) og tog Donaufyrstendømmerne i Besiddelse.
Den franske og engelske Regjering havde imidlertid efterhaanden begyndt at indse, hvilke ærgjærrige Planer Rusland trods sine smukke Ord nærede. De sendte sine Flaader til Indløbet til Dardanellerne, med Ordre til at sejle ind i det sorte Hav, dersom Sultanen ansaa Ruslands Overgang over Pruth som en Krigserklæring. Men Tyrkiet viste det Maadehold at erklære, at det for det Første vilde lade sig nøje med en Protest, indtil det viste sig, hvad de øvrige Stormagters Mægling kunde udrette. Denne Mægling blev da tilbudt af Ruslands gode Ven, Østerrig, og der kom (1ste August) et Forslag istand, som Rusland antog, dersom Porten gjorde det samme. Men her var det Porten saa dybere i Texten end de øvrige Magter. De ovennævnte Udtryk om de Kristnes Rettigheder var optagne i Texten, og da Rusland en Maaneds Tid efter forklarede hine Udtryk som oven anført, maatte Frankrig og England erkjende, at Tyrkiet havde fuldkommen Ret til at vægre sig ved at gaa ind paa Mæglingsforslaget. Nu stod der da intet Andet tilbage for Sultanen end Krig. Han indsaa, at det gjaldt Liv eller Død for hans Rige, og selv om han ikke kunde stole paa Bistand fra andre Magter, maatte han værge sin Selvstændighed til det Yderste. Den 25de September sammenkaldte han sit Riges Stormænd, skildrede for dem, hvorledes han havde gjort Alt hvad han kunde forsvare for at føje Rusland, og opfordrede dem nu til at bistaa ham med deres Raad. Næsten Alle som Een svarede, at der intet frædeligt Middel stod tilbage, og den 1ste Oktober erklærede Tyrkiet Rusland Krig. Der sattes den russiske General Gortschakoff en Frist af 3 Uger, inden hvilken han skulde rykke ud af Donaufyrstendømmerne, og da dette ikke var skeet, begyndte den tyrkiske Armee,
