under Anførsel af Omer Pasja[1], Fiendtlighederne ved Donau.
En Krigserklæring fra Tyrkiet var nu just ikke Noget Rusland mente det behøvede at tage sig synderlig nær. Det havde, længe før det begyndte de saakaldte Underhandlinger i Konstantinopel, ved sit Gesandtskab der skaffet sig Underretning om Tyrkiets Tilstand, og det troede det maatte være en let Sag at omstyrte et Rige, som det ansaa for at være svækket af indre Tvedragt og Armod. Ogsaa det øvrige Europa kunde ikke tro andet, end at Tyrkiets Krigserklæring kun var skeet for et Syns Skyld. Dets Armee var faatallig, dets Grænsefæstninger i daarlig Stand og daarligt forsynede, og hvad man især maatte befrygte, var, at den kristne Befolkning, naar Armeen marsjerede mod Grænsen, skulde benytte sig deraf for at vække Borgerkrig i det Indre. Men Rusland fik snart erfare, at det havde forregnet sig. Inden nogle Maaneders Forløb havde Porten i Europa og Asien en ordnet Armee paa 250,000 Mand; dets Fæstninger var istandsatte og vel forsynede med Kanoner, og den foragtede Fiende havde tilføjet Rusland det ene Nederlag efter det andet. Den kristne Befolkning holdt sig rolig; det var saa langt fra at den ytrede nogen Lyst til at hjelpe sine russiske „Beskyttere,“ at Borgerfreden i det Indre aldrig har været bedre betrygget end netop da.
- ↑ Denne General, der under Krigen med Rusland har vundet et saa berømt Navn, er af Fødsel en Østerriger; men havde ved Krigens Udbrud allerede i et Snees Aar været i Sultanens Tjeneste. Han begyndte sin Løbebane som Skrivelærer hos den nuværende Sultan, som dengang var Prins. Da han traadte i tyrkisk Tjeneste, gik han med det Samme over til Mohamedanismen; som Kristen havde han ingen Adgang til Embedsposter. Pasja er en Ærestitel for de højere Embedsmænd i Tyrkiet.
