Side:Folkevennen 1856.djvu/196

Denne siden er ikke korrekturlest
192

kiets Hovedstad), trak sig nu, uden at Fienden vovede at angribe ham, tilbage over Donau. I de samme Dage rykkede en tyrkisk Styrke fra Grænsefæstningen Widdin over Donau og befæstede sig ved Kalafat ved Vallakiets sydvestlige Grænse; ogsaa her blev de gjentagne Gange angrebne af Russerne, men drev dem tilbage med stort Tab, og beholdt sin Stilling.

Ved denne heldige Begyndelse paa Krigen fik man nu Øjnene op for, at den syge Mand havde langt bedre Kræfter, end baade Rusland og det øvrige Europa havde troet. Var Slagene ved Oltenitza og Kalafat end ikke særdeles betydelige, saa var det dog overraskende nok, at en Armee, som ikke havde været forberedt paa Krig, saaledes med Eet kunde træde sejerrigt frem mod en overmægtig Fiende, som havde rustet sig i 8 Maaneder, og havt 3 Maaneder til i Ro og Mag at gjøre sig forsvarsfærdig i Fiendens Land. De tyrkiske Tropper viste ogsaa under hele den følgende Krig, at de endnu besad det vilde Mod, som i fordums Dage havde gjort Osmanerne til en Skræk for Kristenheden. Og i Omer Pasja havde den tyrkiske Hær i Europa faaet en General, som forstod sin Dont. Han viste paa engang den koldblodige Ro i Faren og den Djervhed til at friste Krigslykken, som en dygtig Hærfører ikke kan være foruden. Han er vistnok den dygtigste General, som er fremtraadt under denne Krig, og havde Tyrkiet havt halvt saa duelige Anførere for sin Hær i Asien, vilde det neppe være gaaet som det gik der. Men her viste sig den store Brøst i det tyrkiske Samfund: Sædernes Fordærvelse i de højere Stænder. De Embedsmænd og Generaler, som skulde drage Omsorg for Troppernes Forsyning eller anføre dem i Kampen, var for største Delen udlevede Drog, eller Bedragere, som puttede Statens Penge i sin egen Lomme, mens Soldaterne sultede eller frøs ihjel. Under saadanne Anførere kunde det lidet hjelpe at Tyrkerne her som overalt sloges