skedne Formaninger. Der kan ikke være Tvivl om at han meente det vel, thi han skildres af alle Upartiske som en hjertensgod, honnet Mand; men til at styre en stor Stat udfordres der andre Egenskaber, og denne Konge, en af Europas mest dannede Fyrster, der hvis han havde været en simpel Borger maaske vilde have vundet et anseet Navn i Videnskabens eller Kunstens Rige, maatte nu døje den bitreste Spot og Foragt, fordi det var faldet i hans Lod at arve en Magt som han ikke havde højt Sind nok til at gjøre gjeldende i en skjebnesvanger Stund. – Østerrig fulgte en snedigere Politik. Det kunde ogsaa trænge til al sin Statskløgt. Med Rusland turde det ikke bryde, ikke saameget for gammelt Venskabs Skyld, som fordi det altid vil trænge til at have Rusland i Baghaanden mod sine egne Undersaatter; og mod Frankrig og England kunde det af samme Grund ikke træde i Vaaben, thi der behøvedes ikke mere end at Frankrig sendte en Armee til Lombardiet for at hjelpe en af dets rigeste Provinser til Oprør,[1] og saaledes rive en af Hovedstøtterne bort under en Statsbygning, som er opført af Vold og Tyranni. Saaledes mente Østerrig, at den klogeste Politik maatte være at holde sig tilvens med begge Parter. Derfor var det ogsaa baade nu og senere i eet væk paa Færde forat mægle Fred; saa ofte der var den ringeste Udsigt dertil, tjente det som en villig Mellemmand mellem de Kjæmpende; men naar disse ikke vilde lade sig sige, naar der forlangtes at det i Gjerningen skulde slutte sig til en af Parterne, søgte det at vinde Frankrig og England med skjønne Løfter, og Rusland ved at snige sig fra dem. Først da Krigslykken øjensynligt begyndte at helde til den ene Side vovede det en bestemt Erklæring. Saaledes var Østerrigs Færd under hele den følgende Krig; men
- ↑ „Hvormange Gnister af en fransk Korporals Pibe tror Østerrig der behøves for at sætte Italien i Brand?“ sagde det engelske Blad Times dengang.
